Kan ”Duetten fra Harvard” forandre bulgarsk politik?

Bulgariens hovedstad Sofia Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Bulgarien: I 2021 oplevede Bulgarien omfattende protester og derudover ikke mindre end tre parlamentsvalg. I december måned, efter det tredje parlamentsvalg på stribe, lykkedes det omsider at få stablet en ny regering på benene. Det nyoprettede parti ”Vi fortsætter Forandringer”, ledet af Kiril Petkov og Asen Vasiljev fik etableret en koalition med et flertal bag sig i parlamentet og kunne derefter stå i spidsen for en bred regering, hvor også socialistpartiet og en række mindre protestpartier er med, deriblandt Demokratisk Bulgarien, Trifonov´s parti kaldt ”Der er sådant et Folk”.

Petkov blev ny ministerpræsident, Vasiljev finansminister. Petkov havde været minister i en af de ekspertregeringer, der regerede Bulgarien mellem valgene i 2021. Begge havde opholdt sig i USA ved Harvard Universitet. Vasiljev havde i Bulgarien inden da studeret ved et engelsksproget gymnasium og her vundet en pris for et essay om økologi. Det banede vejen for at fortsætte studierne i England. De to lancerede en ny stil og en helt ny måde at kommunikere på. Ja, Kiril Petkov minder fremfærden om den unge John Travolta! skal vi tro det polske ugeskrift ”Polityka” (7.2022).

Hans kone Linda McKenzie var (og er) kendt fra det kulinariske TV-program ”MasterChef”. Ikke uden grund er Petkov og Vasiljev blevet kaldt ”Mister Harvard” og deres parti ”PR-partiet”. I nabolandet Moldova har den ny præsident Maia Sandu også studeret på Harvard. Ved tilbagekomsten til Bulgarien kunne Petkov og Vasiljev konstatere, at ikke ret meget var forandret siden de i sin tid forlod Bulgarien for at studere i udlandet.  Boris Borissovs parti GERB havde styret landet i årevis. Staten fungerede ikke, korruptionen blomstrede og regeringerne optrådte selvsikkert og arrogant, var ikke i stand til at appellere til de yngre og indfri vælgernes krav.

Det har Petkov og Vasiljev udnyttet. Opbakningen til ”Vi fortsætter Forandringerne” har været særlig stor i de store byer og blandt de 18-30 årige. Blandt de nye ministre finder vi mange 40-50 årige og derudover en ny regeringsstil. Sloganet er forudsigelighed og gennemskuelighed i regeringsførelsen og accept af alle uanset køn, tro og seksuel observans. Efter årtier i periferien af Europa skal Bulgarien med i det gode selskab, kort sagt skal Bulgarien have et løft politisk og økonomisk. Det kræver en helt ny indsats for at få bugt med korruptionen. I slutningen af valgperioden skal der meget gerne være sket betydelige fremskridt.  

I et interview til ”Euroactive” (18.2.2022) siger Petkov, at posten som generalanklager skal nybesættes. Petkov peger også på 19 personer, som han i særlig grad ser som ansvarlige for korruptionen. Andre vigtige emner for den ny regering her og nu er Ukraine krisen og forhandlinger om en løsning på konflikten med Nordmakedonien. Det er for øvrigt ikke første gang, Bulgarien har haft en regering, der sætter bekæmpelse af korruption øverst på dagsordenen. I 1990 lancerede den ny regering under eks-tsar Symeon, hjemvendt fra Spanien og USA, selvsamme program.

Andre presserende opgaver for den ny regering i Bulgarien er problemer, som hele Europa slås med, de høje energipriser og økonomisk opretning efter COVID-19 pandemien. Bulgarien skal helst ikke i konflikt med EU og dele skæbne med Polen og Ungarn. Bulgarien har løbende haft problemer med at få udbetalt penge fra EU-fonde grundet misbrug og mangler i retssystemet. Penge via EU’s budget og EU’s nye fond for økonomisk genopretning skal gå til den hårdt tiltrængte økonomiske omstilling.  

Share This