Kan den nye ”kolde krig” redde Europas Lukasjenko?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Både Rusland og Vesten er godt trætte af Lukasjenko, Hvideruslands besværlige autokrat og netop genvalgt efter et stærkt manipuleret præsidentvalg. Men begge ser ham som ”det mindste onde”. Det konstaterer Maxim Samorukov i en interessant analyse for ”Carnegie Endowment” (10.8.20).

Omgivet af indre og ydre fjender er det dog blevet svært for Lukasjenko at manøvrere. EU har fordømt fængslingerne af politiske modstandere og overvejer at genindføre økonomiske sanktioner. Rusland er blevet beskyldt for at have sendt lejesoldater til landet for at få Lukasjenko fjernet fra magten.

Umiddelbart virker Lukasjenko’s adfærd, panisk og inkonsistent. Mange mener, at hans regime synger på sidste vers. Men det kan vise sig at være en fejlslutning, endnu engang. Både Vesten og Rusland er godt trætte af Lukasjenko, men betragter ham reelt som et ”mindste onde”. Oppositionens muligheder for at splitte den hviderussiske magtelite er meget små.

Indtil nu har Lukasjenko ført en behændig balancegang mellem Rusland og EU/USA. Under præsidentvalgkampen rettede han mere skytset mod russisk end vestlig indblanding. I tilfældet Hviderusland har Vesten bevidst forsøgt at undgå at fremprovokere en direkte russisk intervention. Samorukov mener, at Vesten næppe vil indføre omfattende økonomiske sanktioner mod Hviderusland.  Det ville ellers passe Rusland meget godt at få ”burned the bridges” mellem Hviderusland og Vesten.

Under valgkampen undgik oppositionens kandidater at bruge pro-vestlig retorik, men det spillede ikke den store rolle for Rusland. Modsat Hvideruslands nabostater, fx Ukraine, er Hviderusland ikke plaget af territoriale konflikter. Heller ikke en konflikt a la den der hærger lige nu mellem Asjerbajdsjan og Armenien over Nagorno Karabakh har vi i Hviderusland.

Skal Lukasjenko’s regime væltes kræves ikke blot vestlig støtte, vigtigere er opbakning fra dele af sikkerhedsapparatet. Det viser erfaringerne fra de ”farvede revolutioner” rundt om i SNG-området (det tidligere Sovjetunionen). Men sikkerhedsapparatet forekommer loyalt indstillet over for Lukasjenko, da det nyder store privilegier, i høj grad også økonomisk.

Protesterne i Hviderusland minder mere om dem, Rusland oplevede i 2011-12 end dem vi oplevede i Ukraine i 2013-14. Nationalistisk retorik spiller slet ikke samme store rolle i Hviderusland som i Ukraine og Georgien. Lukasjenko har stadig stor støtte i landdistrikterne og blandt de ældre, oppositionen domineres af yngre professionelle og by-middelklassen.

Oppositionen lader sig lettere nedkæmpe i Hviderusland end i andre SNG-lande. Efter anden verdenskrig forekom quasi-fascististiske diktaturer i Europa at være ”outdated”. Men de overlevede i tre årtier i fx Spanien og Portugal, Takket være den nye geopolitiske skillelinie, med Rusland/Kina over for EU/Rusland vil det samme formentlig ske for Lukasjenko.