Kamchatkas Høfde 42?

Af Anders Skærlund Petersen, bosiddende i Rusland og tidligere vært på podcasten Intet nyt fra vestfronten

Rusland: Solen skinner, og en jævn vind blæser ind over stranden, så havgusen tydeligt kan ses i det fjerne. Selvom det ikke er synderligt varmt, så er det alligevel dejligt at sidde på bænken, der er banket sammen af nogle europaller, og betragte den ene surfer, der kæmper for at fange en bølge i det kolde vand. Min næse er begyndt at løbe, og lidt hosten i ny og næ får mit hypokondriske jeg til at overveje, om coronaen endelig har fået ram på mig. Det kunne være en ganske almindelig dag ved Vesterhavet.

Det er det ikke. Vinden kommer ikke fra vest, men nærmere fra sydøst og baggrunden er ikke en perlerække af danske sommerhuse, men i stedet nogle høje vulkaner omgivet af et øde landskab. Stranden har ganske vist noget rigtigt fint sand, men farven er et sted på nuanceskalaen mellem brun og sort. Vi er faktisk hele ti tidszoner fra de danske vestvendte strande. Stedet er Ruslands upcoming surferparadis på Khalaktyrskij-stranden.

Efter en times tid går jeg tilbage til bilen, og hosten forsvinder uden jeg tænker videre over det. Ferien fortsætter. Den nysgerrige undren over de døde småfisk på stranden har allerede forpuppet sig i hukommelsen.

Kamchatka er generelt kendt for en utilgængelig, barsk, men underskøn natur befolket af en snes tusinde brune bjørne – men her i starten af oktober danner Khalaktyrskij-stranden scene for endnu en miljøkatastrofe i Rusland. Siden midten af september har surfere jævnfør onlinemediet Meduza blandt andet haft symptomer såsom røde og hævede øjne, samt en følelse af at have en film på øjet efter at have haft kontakt med havet. Herudover har surfere oplevet ondt i halsen, kvalme og høj feber – nogle af symptomerne blev også oplevet af folk på strandbredden.

En anden og mere direkte indikation på en akut forurening var, at der var konstateret et stort antal døde fisk, blæksprutter og endda døde sæler i området.

Episoden er selvsagt ground zero for konspirationsteorier og direkte absurde forklaringer, og det er ikke nødvendigvis sikkert, at der kommer en troværdig official forklaring. Foruden døde dyr og syge surfere, hvad ved vi egentlig om sagen?

Ikke langt fra stranden ligger et militært øvelsesområde ved navn Radygina og her foretog det russiske militær en øvelse midt i august, hvor de bombarderede området fra flådefartøjer. Militæret har efterfølgende meddelt, at de jævnfør dem selv ikke har noget med forureningen at gøre. Vandprøver har vist forhøjede mængder af fenol og olieprodukter samt en lysegul olielignende substans, som har egenskaber lignende mineralsk olie. Dette er dog kun fundet i prøver fra bugten og ikke på stranden.

Et andet sted ikke langt fra stranden findes kemikaliedepotet Kozelskij, eller losseplads om man vil, hvor man fra 1979 og frem har dumpet sprøjtegifte fra landbruget – angiveligt er der begravet 108 ton kemi heriblandt store mængder arsen. Depotet er ikke specielt heldigt placeret, da det ligger relativt tæt på den nærliggende flod Mutnosjku. Forskere har dog ikke observeret noget unormalt i denne flod, men satellitbilleder har dog vist en misfarvning af havet ved udmundingen. Dette giftdepot vender vi tilbage til senere.

Kamchatka ligger i en seismisk aktiv zone, og den 15. september blev der registreret et jordskælv med en størrelse af 6,7 på Richterskalaen med epicenter ikke langt fra byen Esso omkring 300 km nord for stranden. Tidspunktet er interessant, da de første symptomer hos surfere opstår umiddelbart efter denne dato.

Kamchatka har mange militærbaser grundet sin placering ud mod stillehavet, men der er så godt som ingen tung industri eller olieudvinding. Herudover udvindes der gas og ædle metaller, men ikke i området ved stranden.

Listen af mulige årsager er lang; oliespild fra et skib, militære aktiviteter herunder udslip af raketbrændstof, udvaskning af giftige stoffer fra kemikaliedepotet i Kozelskij, seismisk aktivitet, giftproducerende alger. Sidstnævnte er både erklæret sandsynlig og usandsynlig af forskellige eksperter på området.

Der er i øjeblikket ingen konsensus om forklaringen, selv Kamchatka-regionens officielle hjemmeside nævner forskellige årsager; naturlige såvel som menneskeskabte. En ting er dog sikkert – hændelsen har skabt stor opmærksomhed om Kamchatkas unikke og sårbare natur samt de menneskeskabte miljøproblemer med hensyn til Kozelskij-depotet; deraf overskriften.

Sandheden er at Kozelskij-depotet kun er en brøkdel af en brøkdel af miljøproblemerne i nutidens Rusland. Problemer, som i højere og højere grad får offentlighedens bevågenhed og dermed sætter krav til politikerne – det undrer derfor ikke, at Kamchatka-regionens ny-tiltrådte og unge guvernør Vladimir Solodov er gået personligt ind i sagen heriblandt holdt møde med Greenpeace. Den russiske præsidents pressesekretær har tillige udtalt at: ”Situationen er virkelig foruroligende, som I ved, så er miljøet en af vores prioriteter, derfor skal det klarlægges nøjagtig, hvad der er sket.”

Selvom vi ikke ved om problemerne stammer fra kemikaliedepotet Kozelskij, så har de lokale myndigheder været opmærksom på miljøproblemerne i mange år, og rent faktisk er der også blevet gjort noget. Den russiske avis Novaya Gazeta har fundet en artikel fra 2009 fra nyhedsbureauet Interfax, hvori det fremgår at myndighederne har brugt mere end 5 milliarder rubler til at sikre kemikaliedepotet. Det vil sige at man rundt regnet har brugt 850 millioner danske kroner med datidens vekselkurs på at sikre et kemikaliedepot på omkring tre fodboldbaner i størrelse imod udvaskning af giftstoffer. Groft sagt er dette sket ved at udlægge en vandtæt membran og tildække det med jord – herudover er området blevet indhegnet, sidstnævnte er i øvrigt sidenhen blevet stjålet.

Til sammenligning så vurderer Region Midtjylland at det vil koste 250 millioner kroner at rense forureningen ved Høfte 42 – en forurening, der udmiddelbart ser ud til at være større i omfang end Kozelskij-depotet. Lønningerne på Kamchatka er åbenlyst markant lavere end i Danmark, så hvordan russiske myndigheder kan bruge over tre gange så mange penge på kun at sikre en forurening, virker dybt mistænksomt. Kozelskij-depotet ligger på militært område, men militæret har ikke noget at gøre med selve depotet. Kamchatkas Guvernør har udtalt at depotet reelt er ejerløst, men at dette vil blive ændret og at naturen vil blive genetableret.

Ved Høfte 42 på Vesterhavets kyst har pesticid-producenten Cheminova deponeret store mængder af spildevand og affald i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne. Området er nu et af Danmarks absolut mest forurenede.

Mine symptomer er for længst forsvundet, men miljøproblemerne på Khalaktyrskij-stranden har brændt sig ind i min bevidsthed. Selv ikke et ikke-industrialiseret og uskyldigt Kamchatka kan gå fri – måske er det Ruslands svar på Høfde 42?