Ad

Kætterbålet i Konstanz – Jan Hus in memoriam

Mindesmærke for Jan Hus på Staromestske namesti i Prag Foto: Petr Vilgus

I anledning af årsdagen for henrettelsen af Jan Hus den 6. juli 1415 skriver Peter Tudvad om den tjekkiske reformator, der beredte vejen for Martin Luthers tyske reformation hundrede år senere

Af Peter Tudvad

I en sekulariseret verden er det sjældent, at et teologisk jubilæum vækker synderlig opmærksomhed eller bliver fejret af andre end de indviede. Men i det Herrens år 2017 er det anderledes. Den 31. oktober er det – som enhver efterhånden vil vide – 500 år siden, den tyske augustinermunk Martin Luther (1483-1546) slog sine 95 teser mod romerkirkens afladshandel op på slotskirken i Wittenberg. Dagen tæller som reformationens begyndelse og dermed som indledningen til et af de største tidehverv i europæisk historie overhovedet. Om munken ville vide af det eller ej, betød hans kritik af papismen ikke bare et brud med romerkirken og grundlæggelsen af de protestantiske kirker, men også netop dén sekularisering, som vi i dag priser vores del af verden for.

Reformationensjubilæet er i Tyskland allerede gennem et helt årti blevet fejret af den evangeliske kirke. Der har gudskelov været plads til kritik, selvom Luther i sagens natur tæller som reformationens helt. Således er de fleste også enige om, at det er og bliver en myte, at han selv – og ikke en pedel – skulle have slået de 95 teser op med hammer og søm den 31. oktober 1517. Men der er så meget andet, der på sin vis også er myter. En af dem, som undtagelsesvis ikke bliver diskuteret, er, hvorvidt reformationen overhovedet begyndte med det fejrede teseopslag i Wittenberg – og ikke med en ganske anden begivenhed hundrede år før.

Jan Hus

Vi har vænnet os til at omtale reformationen i bestemt form, som var den helt og aldeles unik. Det var den ikke. Hundrede år før Luthers tyske reformation fandt en tjekkisk sted. Den begyndte i Prag, hvor præsten og teologen Jan Hus (o. 1370-1415) blev samlingspunkt for en lige så omfattende kritik af romerkirken. Og havde det stået til romerkirken, var reformationen endt, da Jan Hus den 6. juli 1415 blev dømt som kætter og brændt på bålet i Konstanz i det sydlige Tyskland. Men dermed endte den tjekkiske reformation ikke, tværtimod, for mens de sidste gløder døde ud i Konstanz, flammede et langt større bål op i Prag, som først blev kvalt under Trediveårskrigen to hundrede år senere.

»Hus var meget lærd«, forklarede Martin Luther i en af sine såkaldte bordsamtaler. »Han kunne mere end hele verden, men blev uskyldigt dømt. Fra den tid af begyndte pavedømmet af falde.« Altså var det den 6. juli 1415 og ikke først den 31. oktober 1517, reformationen begyndte, for reformationen var jo netop opgøret med pavedømmet. I bund og grund var reformationen husittisk og ikke luthersk.

»Uden at vide det har alt det, jeg hidtil har lært og repræsenteret, været af Jan Hus«, erkendte Martin Luther således i et brev til en af sine reformatoriske kampfæller i begyndelsen af 1520. »Kort og godt: Uden at have vidst det er vi alle husitter.«

Det lå ikke i kortene, at Luther skulle nå frem til en sådan erkendelse. Med tjekkerne som en indlysende undtagelse så alle europæerne på hans tid Jan Hus som en forstokket kætter, hvis teologi man under ingen omstændigheder burde beskæftige sig med. Derfor var det først, da Luther selv blev mistænkt for et kætteri i stil med Hus’, at han blev opmærksom på ham. Anledningen var en lærd diskussion af Luthers egen kritik af paven, som i sommeren 1519 fandt sted på slottet Pleißenburg i Leipzig. Dér lykkedes det hans opponent, den pavetro dominikanermunk Johannes Eck, at demonstrere Luthers lære som mere eller mindre sammenfaldende med den lære, Hus var blevet dømt for at forfægte. Ergo var også Luther en kætter, der fortjente døden på bålet.

Nogle af de tilstedeværende ved diskussionen så anderledes på den sag.

Den ældste illustration af Jan Hus fra Martinitz bibel fra 1430

De var nemlig fra Prag og erklærede husitter. Bagefter skrev de til Luther og sendte ham et eksemplar af Hus’ afhandling om kirken, Tractatus de ecclesia. Da Luther nu læste bogen kunne han til sin forbløffelse konstatere, at han og Hus var af samme mening om kirken: Kristus var dens overhoved, ikke paven. Kun Kristus kunne tilgive synder, og derfor var pavens handel med aflad blasfemi.

Luther fik også mulighed for at læse nogle af de breve, som Hus havde skrevet hjem til vennerne i Prag, mens han sad fængslet i Konstanz i 1414-1415. »Man har hverken overvundet mig ved Skriften eller med grunde«, hed det i et af brevene. Afgørende for Hus var det nemlig, at man – hvis han skulle tilbagekalde sin lære – modbeviste denne ved henvisning til Bibelen eller fornuften. Og dette var nøjagtig, hvad også Luther krævede på rigsdagen i Worms i 1521, da han kun ville tilbagekalde sin lære, hvis man kunne overbevise ham om hans fejltagelse ved hjælp »af Skriftens vidnesbyrd eller af klare fornuftsgrunde«.

Diskussionen i Leipzig mellem Luther og Eck fandt sted i universitetets regi, men foregik som nævnt på Pleißenburg. Til stede var derfor også slottets besidder, den sachsiske hertug Georg, som i reformationens første år havde været positivt stemt over for Luther. Nu blev han imidlertid så skræmt af Ecks ord om Luther som en fordækt husit, at han fremover gjorde alt for ikke at blive associeret med ham. Og det havde Georg sine meget personlige grunde til. Hans morfar var nemlig den tjekkiske konge Jiří z Poděbrad (1420-1471), som paven havde lyst i band på grund af hans husittiske kætteri. Datteren, prinsesse Zdeňka z Poděbrad, blev gift med den tyske hertug Albrecht, med hvem hun da fik sønnen Georg. Denne blev opkaldt efter sin morfar, altså Jiří, hvis tyske navn netop var Georg – ikke for at ære den kætterske morfar, men for at Georg som rettroende katolik skulle erstatte kirken tabet af den frafaldne Jiří z Poděbrad.

Hertug Georg blev af sin mor opdraget til at se Hus som kætteren over alle og husittismen som kætteriet over alt. Derfor var det først med Georgs død i 1539, at Luthers ‘husittiske’ reformation endelig blev indført i det sachsiske hertugdømme. Med til historien hører også, at universitetet i Leipzig blev grundlagt af tyske akademikere, der i 1409 var blevet fordrevet af husitterne ved universitetet i Prag. På den baggrund forstår man uden videre, at enhver husit var persona non grata i Leipzig.

En af hertug Georgs tvivlsomme bedrifter var i 1522 at forbyde alle Luthers skrifter i sit hertugdømme, herunder også hans oversættelse af det Nye Testamente. I dag priser vi gerne Luther for som den første at have oversat de hellige skrifter til tysk, men faktisk fandtes der allerede en snes konkurrerende oversættelser. Også i Bøhmen havde man allerede oversat Bibelen til tjekkisk, hvilket i vid udstrækning skyldtes Hus, der ikke bare havde prædiket på sit modersmål i Bethlehemskapellet i Prag, men også udgivet en mængde prædikener og opbyggelige skrifter på tjekkisk.
Ud over kravet om Bibelen og fornuften som instanser for, hvad der kunne tælle som sand kristendom, og introduktionen af modersmålet som forkyndelsessprog, var der adskillige andre sammenfald mellem den husittiske og den lutherske reformation. Som Luther i 1517 kritiserede afladshandlen, gjorde Hus det allerede i 1412, da pave Johannes XXIII finansierede sit korstog mod kong Ladislaus af Napoli ved at sælge tjekker, tyskere, italienere og mange andre aflad. Tilsvarende nægtede både Hus og Luther paven retten til at slå mønt af den nåde, som det alene var Guds privilegium at tilstå den kristne.

Et billede af Alfons Mucha fra 1919: Jan Hus prædikker i Bethlehemskapellet i Prag

Begge insisterede de på, at den usynlige kirke – i modsætning til den synlige i Rom – var et åndeligt fællesskab af frelste, som havde Kristus og ikke paven som sit overhoved. Den synlige kirke var en mat afglans af den usynlige, men netop derfor burde den ved reformer stræbe efter at komme til at ligne denne mest muligt. Endelig gik Luther ganske som Hus ind for den såkaldte lægmandskalk, som betød, at lægmand ikke som hidtil i romerkirken måtte nøjes med at modtage nadveren i skikkelse af brødet, mens det alene var præsten beskåret også at modtage den i skikkelse af vinen. For husitterne var lægmandskalken så afgørende, at de gjorde den og ikke korset til deres vigtigste symbol.

Jan Hus på bålet i Konstanz -Janicek Zmizely fra Pisek, Jena Kodeks fra omkring 1500

Der var dog også forskelle på Hus’ og Luthers teologi. Således mente Luther, at enhver øvrighed var indsat af Gud, så et oprør mod øvrigheden var et oprør mod Gud og derfor forkasteligt. Øvrigheden skulle lydes i et og alt – med mindre den som hertug Georg forbød Luthers bøger. Konsekvensen af denne lydighedsfetichisme blev, at fyrsterne i 1525 med Luthers sanktion kunne slå et socialt oprør blandt de tyske bønder ned med hård og blodig hånd. Hus var derimod af den opfattelse, at enhver altid skulle undersøge om øvrighedens påbud var i overensstemmelse med Bibelens ord. Var det ikke det, skulle man nægte øvrigheden sin lydighed. Ikke mindst af denne grund fik den husittiske reformation en politisk revolution til følge, hvorimod den lutherske i politisk henseende endte som samfundsbevarende – med en tendens i retning af det reaktionære.

Fire år efter Hus’ død på bålet i Konstanz gjorde husitterne oprør i Prag og resten af Bøhmen. Paven, nu Martin V, udskrev en afladshandel til finansiering af endnu et korstog, denne gang mod husitterne. Bøhmen var en del af det Hellige Romerske Rige af den Tyske Nation, så den, der fik i opdrag at føre felttoget mod de kætterske tjekker, var kejser Sigismund. Noget større held med sit og pavens forehavende fik han dog ikke, da hans styrker blev slået tilbage uden for Prag i 1420. Efterfølgende måtte paven igen og igen kalde til korstog mod det tjekkiske kætteri, og igen og igen blev kejserens angreb afvist. Fem korstog blev det til, det sidste i 1431.

Grundet den manglende militære succes indgik man i 1433 et forlig med tjekkerne, der gav enhver ret til frit at vælge, om han ville praktisere kristendommen på katolsk eller husittisk vis. I det øvrige kejserrige måtte man vente til 1555, før andre fik en lignende frihed, nemlig ved den Augsburgske Religionsfred, som gav fyrsterne ret til frit at vælge, om de ville være lutheranere eller katolikker. Men det var altså kun og netop kun den enkelte fyrste, der fik denne frihed, mens hans undersåtter enten måtte følge hans konfession eller forlade hans fyrstendømme – hvis ikke han ville risikere at dø på kætterbålet.

I mellemtiden havde den husittiske reformation også fået ganske fredsommelige konsekvenser. Under indtryk af de grusomheder, begge parter begik under korstogskrigene såvel som tjekkernes indbyrdes kampe, vendte lægprædikanten Petr Chelčický sig nemlig mod den militante husittisme. Det var dog først i 1467, hans tilhængere formelt kunne grundlægge den såkaldte Brødremenighed, et selvstændigt kirkesamfund, som efter de apostolske urmenigheders forbillede skulle være egalitært og pacifistisk.

Brødremenigheden – eller de Bøhmiske Brødre, som de også kaldtes – blev under Trediveårskrigens jesuitiske

Huset i landsbyen Husinec, hvor Jan Hus  ift. overleveringen er født Foto: Ota Tiefenböck

rekatolisering undertrykt og til dels fordrevet fra Bøhmen. Nogle af dem drog i landflygtighed hos den tyske grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf, der i 1722 tillod dem at grundlægge en ny menighed i Herrnhut i Sachsen. Herfra udsendte de missionærer til den halve verden, herunder Danmark, hvor de både etablerede en koloni i Christiansfeld i Jylland og et societet i Stormgade i København. Dér, i Stormgade, kom ingen ringere end Søren Kierkegaard som barn og ung sammen med sin far, der sad i bestyrelsen for societet. Kierkegaard var sit liv og forfatterskab igennem stærkt præget af Brødremenighedens – og dermed i den sidste ende af Jan Hus.

Hjemme i Hus’ tjekkiske fædreland gik hans reformation en krank skæbne i møde, da den husittiske kirke gik komplet til grunde under den jesuitisk ledede modreformation. Dyrkelsen af Hus som en anden helgen blev erstattet med den katolsk acceptable tilbedelse af Nepomuk, som i 1393 havde lidt martyrdøden under pavens strid med den bøhmiske konge. Lægmandskalken blev igen forbudt, ligesom den tjekkiske messe måtte vige pladsen for den latinske. Som et synligt udtryk for den katolske kirkes sejr blev tusinder af statuer og skulpturer af Jomfru Maria opsat over alt i Bøhmen og Mæhren.

Hus var dog ikke glemt, men kom i det 19. århundrede igen til ære og værdighed i Tjekkiet – nu som samlingspunkt for den nationale vækkelse og kamp for løsrivelse fra det habsburgske kejserrige. Med andre ord var det den husittiske reformations politiske disposition, der nu blev fremhævet på bekostning af dens teologiske grundsubstans. Således medvirkede arven fra Hus til den tjekkiske selvstændighed, der blev vundet efter 1. verdenskrig. På samme tid blev den husittiske kirke genetableret, men uden at vinde synderlig opbakning i den nu altovervejende katolske befolkning. I dag har den husittiske kirke i Tjekkiet færre end 40.000 medlemmer. Ikke desto mindre har enhver tjekkisk by med respekt for sig selv opstillet et mindesmærke for Jan Hus – ikke som kristen reformator, men som national frihedshelt. Det bedst kendte står på torvet i Prags gamle bydel, Staroměstské náměstí, hvor det blev opstillet i 1915 – i femhundredåret for Hus’ død på kætterbålet.

I 2015 var det seks hundrede år siden, Jan Hus blev brændt på kætterbålet i Konstanz. Jubilæet blev fejret i Tjekkiet, men dårligt nok bemærket andre steder i Europa. Nu, i 2017, fejrer vi i stedet med pomp og pragt femhundredåret for begyndelsen på Martin Luthers reformation, selvom Luther selv mente, at den allerede var begyndte med Hus’ martyrium. Hvorfor gør man sådan en forskel på Hus og Luther? Er det, fordi den husittiske reformation forblev en national affære, mens den lutherske endte som et grænseoverskridende tidehverv? Eller fordi vi trods Jerntæppets fald for snart tredive år siden stadig ikke har lært at se Tjekkiet som en integreret del af Europa? Svaret blæser i vinden – og stikker i næsen som røgen fra bålet i Konstanz.