Justjenko og Timosjenko fortsætter kampen

IMG_1725

Foto: Ota Tiefenböck

Et personligt opgør mellem Justjenko og Timosjenko var en af grundene til, at den ukrainske Orangerevolution i 2004 mislykkedes. I dag tyder intet på, at opgøret mellem de to politikere er afsluttet.

Af Søren Riishøj, lektor i statskundskab, SDU

Ukraine: At Orangerevolutionen i Ukraine i 2004 fejlede skyldtes i meget høj grad den destruktive magtkamp mellem Justjenko og Timosjenko, der fulgte i årene efter efter. Desværre tyder intet på, at det opgør er et afsluttet kapitel. Havde Justjenko støttet Timosjenko i anden runde af præsidentvalget i 2010, havde ikke Janukovitj, men Timosjenko i dag været Ukraines præsident. Ifølge nyhedsserveren EU observer fortsætter deres indbyrdes kamp dog selv efter Euro Maidan og  frigivelsen af Timosjenko fra fængslet.

Timosjenko har planer om at stille op til præsidentposten, men det kan blive svært for hende at vinde præsidentembedet. Ifølge meningsmålinger lige efter hendes frigivelse fra fængslet er det kun 20 procenter af ukrainere, som har tillid til hende.

Der har ligeledes cirkuleret ubekræftede rygter i Kijev om, at Timosjenko er indstillet på at ”forråde Ukraine” og indgå en ”big deal” med Putin om at acceptere annekteringen af Krim mod at få indrømmelser på andre områder, og mod at få hjælp til at blive præsident. Timosjenko selv kalder påstandene for ”anti-ukrainsk propaganda”, men Justjenko siger, at han selv hører til dem, der tror på en ”Putin-Timosjenko deal”, sådan som omtalt i russiske medier.

Relationerne mellem Putin og Timosjenko, hævder han, hører til de ”største mysterier” og er undervurderet. Han henviser bland andet til, at Timosjenko ifølge hans vurdering, i sin tid intet gjorde for at sikre Krim mod russisk annektering.

Europa kan derfor med gode grunde frygte gentagelsen af ”post-Orange Ukraine”. Sker det, vil udsigten til politisk og økonomisk stabilisering i det dybt kriseramte Ukraine formentlig have svære vilkår.

 

 

Share This