Ad

Jan Palach in memoriam

Af Peter Tudvad

Tjekkiet: 50-årsdagen for den tjekkiske student og husit Jan Palachs selvantænding på Václavské náměstí i Prag den 16. januar 1969 nærmer sig. Palach overhældte sig med benzin og satte ild til sig selv – i protest mod Warzsawapagtlandenes invasion af Tjekkoslovakiet året før. Foråret i Prag – “socialisme med et menneskeligt ansigt” – blev knust med magt. Men håbet flammede op igen, da Palach ihukommende Jan Hus’ død på kætterbålet i Konstanz i 1415 demonstrerede, at sandheden lever evigt. “Pravda vítězí” – sandheden sejrer!

Som man kan læse i denne artikel fulgte andre tjekker og slovakker i Palachs fodspor. I alt 29, hvoraf syv døde. Tjekkerne mindes fortsat Palach, og det samme burde vi gøre, vi, der sad i den frie verden, vi, der i 1945 enten blev befriet af andre eller fra os selv, vi, der ikke måtte opleve endnu en okkupation og yderligere fire årtiers brutal undertrykkelse, vi, der kunne nøjes med at sætte lys i vinduerne …

Forhåbentlig vil vi snart, i Danmark og Tyskland og resten af verden, kunne se den film om Jan Palachs sidste seks måneder, der i fjor fik premiere i de tjekkiske biografer, men stor er sandsynligheden næppe, da vi stadig vender det blinde øje mod øst, og da vi stadig har svært ved at tro, at der findes noget som helst forbilledligt, som ikke er oprundet i vest. Så måske må vi nøjes med at se trailleren. Eller – hvad jeg selvfølgelig ønsker mig – i det mindste læse den smule, der står om Jan Palach i min bog “Jan Hus – kirke, korstog og kætteri“, der giver den århundredlange historiske baggrund for at forstå hans handling og forstå vores tjekkiske medeuropæere.

Pravda vítězí!

Læs også en tidligere artikel af Peter Tudvad om Jan Palach

Kommentarer