Ad

Jan Hus: Den standhaftige reformator

Diebold Schilling d.Ä., Spiezer Chronik (1485): Feuertod des Jan Hus in Konstanz.

 

Af Else Christensen

ANMELDELSE: ”Martin Luther var ikke den første, som gjorde oprør imod den katolske kirkes magtmisbrug. Omkring et århundrede før den tyske munk fra byen Wittenberg i 1517 offentliggjorde sine 95 teser, blev den tjekkiske præst Jan Hus brændt på bålet for kætteri.”

Nogenlunde sådan lyder ordene i langt de fleste bøger og artikler om Reformationens opgør med Romerkirkens patent på kristendommen, en begivenhed, som fik afgørende betydning for Europas historie helt frem til vore dage. Læserens nysgerrighed er vakt, men yderligere oplysninger om Jan Hus, hans liv og tanker samt om begivenhederne, som fulgte efter at gløderne fra kætterbålet i 1415 var døet hen, får læseren sjældent. Det misforhold har teologen, filosoffen og forfatteren Peter Tudvad nu rådet bod på. I bogen ”Jan Hus, kirke, korstog og kætteri” beskriver forfatteren grundigt Hus, hans lære og hans verden – både den jordiske og den himmelske.

Tudvad tager læseren med til Jan Hus fødeland – 1300-tallets Bøhmen. Landet var placeret midt i et teologisk og politisk kompliceret og ustabilt Europa. Politisk var Europa domineret af Det Hellige Romerske Kejserrige, et løst og dynamisk konglomerat af lande og fyrstehuse. Religiøst styrede Romerkirken, som på denne tid var præget af kaos med to – til tider endog tre – konkurrerende paver.

Jan Hus var som søn af en böhmisk bonde ikke født til at befinde sig i magtens centrum. Alligevel kunne han som studerende på Karlsuniversitetet i Prag – Rigets hovedstad – ikke undgå at se, hvordan den kirkelige magt var mere interesseret i at tiltuske sig verdslig magt og rigdom end i at forkynde Guds ord. Forholdene var i bund og grund de samme, som dem Martin Luther 100 år senere gjorde op med i Tyskland. Også Hus gjorde oprør imod kirkens magtmisbrug; afladshandelen – tidlig udfrielse af skærsildens pinsler mod betaling –, pavens promovering af sig selv som Guds stedfortræder og ligemand og kirkens stædige beslutning om kun at tillade prædiken på latin – et sprog, som almindelige mennesker ikke forstod det mindste af.

Men hvor Luther undslap kætterbålet, døde Jan Hus i flammerne og bogens anden del handler om, hvordan Hus tilhængere efter præstens død førte læren videre. Mens Luther for at redde sit eget skind indgik en alliance med fyrsterne – mod fx opsætsige bønder – holdt hussitterne, som Hus’ tilhængere kaldes, sig til at fastholde evangeliet, som den kristnes eneste rettesnor.

Tudvad tager læseren med gennem hussitternes brogede historie. Vi hører fx om de tidlige menigheder, der i troen på Jesu snarlige genkomst forsøgte at skabe Paradis med fred og lighed på jord. ”Alle skal have alt som fælleseje, og ingen må besidde noget, som sin særlige ejendom”, hed det sig i reglerne for én af de allerførste menigheder i byen Hradiste, fortæller Tudvad.

Herefter følger nedslag i både de rædsler og de eksempler på heltemod, som Jan Hus lære – eller fortolkningen af den – førte til. Vi hører fx om Trediveårskrigens rædsler, der begyndte, da hussitter i 1618 kastede to katolikker ud gennem vinduerne på slottet i Prag og om den Hus-inspirerede bevægelse, som ved slutningen af 1. verdenskrig stod i spidsen for tjekkernes bestræbelser for at løsrive sig fra det fallerede Østrig-Ungarske rige.

Til sidst ender vi ved nutiden og Hus’ navnebror, Jan Palach, den tjekkiske student og hussit, som den 16. januar 1969 på pladsen foran Nationalmuseet i Prag overhældte sig selv med benzin og ”således brændte sig selv ihjel som protest imod knægtelsen af den nationale og demokratiske selvbestemmelse” som følge af Sovjetunionens besættelse af landet. Afsnittet om Jan Palach fylder blot 13 linjer på den næstsidste side af bogens i alt 304 sider, men står stærkt som en spejling af indledningsscenen, der beskriver Hus’ kætterbål mere end 550 år forinden. Forfatterens valg formidler her fint pointen om potentialet i Hus lære, der tilskynder den enkelte til at lade samvittighed og handlinger lede af evangeliet alene.

Alt dette får Peter Tudvad præsenteret på 304 forholdsvist letlæste sider. Forholdsvist fordi det under alle omstændigheder kræver sin læser at holde styr på middelalderens mildt sagt kaotiske og kalejdoskopiske kirkelige og verdslige magtforhold. Gennemgangen af forholdene er imidlertid nødvendig og Tudvad lader sig heldigvis hverken overmande eller imponere af det komplicerede stof, men fortæller ligefremt om intriger, alliancer og teologiske tvister.

Udover de teologiske aspekter (som jeg ingen forudsætninger har for at vurdere) giver bogen stof til mange spændende spørgsmål og samtaler af historisk natur. Hvad var der sket, hvis Jan Hus oprørske og udogmatiske protestantisme og ikke Luther’s konservative udgave var slået igennem i Europa som helhed? Hvorfor har det protestantiske Vesten siden ignoreret Hus? Skyldes det at kravet om selv at tage stilling, om handling under ansvar, modsat Luthers påbud om at adlyde øvrigheden og i øvrigt forlade sig på Guds nåde, hverken er nemt eller bekvemt? Eller har vi svært ved at acceptere, at en (blandt andet) fremadskuende og anti-autoritær lære kan komme fra det tidligere ”Østeuropa”?

Spørgsmålet om hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler om kristendom og reformation, melder sig også. Det er væsentligt at få afklaret, ikke mindst fordi vi i disse år diskuterer det ønskelige i at andre trosretninger bliver reformeret. I en tid hvor tro – og især sammenhængen mellem tro, politik og det verdslige samfund – er ét af tidens helt store samtaleemner, kan de af os, der er opvokset i den vesteuropæiske, protestantiske kultur vel i det hele taget nok have glæde af at blive klogere på vor egen tro. Bogen om Jan Hus er et væsentligt bidrag dertil.

Peter Tudvad: Jan Hus, kirke, korstog og kætteri. People´s Press, 2018. 336 sider, vejl. Pris, 299,95 kr.