Ad

Istanbul-konventionen, hvad sker der egentligt i Polen?

Foto: Olek Remesz

Af Michael Hardenfelt

Polen: Istanbul-konventionen bliver måske opsagt – et lille forsøg på at forklare, hvad der egentligt sker.

Først og fremmest: dette er svært at skrive, for jeg synes selv Istanbulkonventionen er vigtig, selv om jeg har enkelte forbehold. Jeg føler imidlertid dækningen er så ensidig, at det kræver en forklaring af synspunktet fra den anden side. Jeg gider normalt heller ikke beskrive noget som en nyhed, når det stadig er under debat. Men den store debat – både i Polen og i Danmark – har gjort emnet til en nyhed, så … here we go!

Danske og polske medier koger i øjeblikket over med nyheden om, at Regeringspartiet i Polen ikke bryder sig om Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet – bedre kendt som Istanbul-konventionen. Der er udbredt glæde over, at det nu igen bliver tilladt at tæve sin partner eller kone, og Polens (mulige) afsked med konventionen ses som endnu et skridt bort fra de fælles europæiske værdier.

Konventionen er underskrevet af samtlige medlemmer af Europarådet, men den er rent faktisk ikke ratificeret af Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Letland, Litauen, Slovakiet, Ukraine og et par lande mere, herunder Storbritannien og EU. Men det væsentlige her er, at langt de fleste centraleuropæiske lande ikke har ratificeret den, fordi de ikke synes, den passer med deres værdisæt. Polen er her en undtagelse, som ratificerede konventionen i 2015, umiddelbart inden verdensbilledet i Polen skiftede fra europacentreret til navlebeskuende polsk. Det blev kritiseret voldsomt af den daværende opposition, som mente man hermed importerede ikke-polske ideer om kønsroller og kønsidentifikation. Senere har Bulgariens Forfatningsdomstol afgjort, at konventionen er i strid med den Bulgarske forfatning, fordi den fremmer ikke-biologisk kønsidentifikation, og dermed er i strid med forfatningen. Synspunktet om at konventionen fremmer ikke-biologisk kønsidentifikation er jeg personligt ikke enig i, men jeg er selvfølgelig heller ikke dommer i den bulgarske Forfatningsdomstol. Den har imidlertid taget et standpunkt, og det kan ikke bare afvises som grundløst. 

I Polen er modstanden fra Justitsminister Ziobro overvejende baseret på, at den kræver, at børn undervises om ”gender” – altså køn – i skolen, på en måde, der opfattes som ideologisk. Og en stor del af de polske vælgere mener, at det er et emne, der i det hele taget ikke skal tages op i skolen, sammen med sex, homoseksualitet, prævention og lignende ting. Det mener mange simpelt hen ligger uden for skolens ansvarsområde. 

Mange – særligt fra kirkens side – argumenterer imidlertid også ud fra det bulgarske synspunktet om ikke-biologisk kønsidentifikation, altså ideen om, at mennesker selv skal kunne definere deres køn, og at det ikke nødvendigvis behøver være mand eller kvinde. Det er en holdning, som er relativt langt fremme i skoene i Centraleuropa, som altså ikke har haft perioden fra 68-hippierne til i dag, til at omstille sig til de nye sæder og skikke. Det kan godt være, man ikke mener, Centraleuropa skulle have været med i EU, men der er altså ikke noget underligt i, at man har et andet verdensbillede og måske ser anderledes på spørgsmål om moral, sædelighed og kønsidentifikation. Og der er altså også danskere på tværs af partierne, som har svært ved at forlige sig med synspunktet om at køn ikke er en fasttømret størrelse, men noget, hvor man kan tage lidt fra den ene side og lidt fra den anden. 

Konventionen har alligevel fået lov at forblive i kraft siden da, for … man opsiger ikke uden videre internationale konventioner, som i øvrigt har forrang for nationale love i det polske lovkompleks.

Problemet er jo nok også, at der er relativt meget vold i familierne i Polen, særligt i områder ramt af høj arbejdsløshed. Der er også en udbredt fornemmelse af, at politi og anklagemyndighed ikke er glade for at blande sig i familieforhold. Det betragtes ofte som det, man i Danmark i gamle dage kaldte husspektakler. Regeringspartiets svar på de fleste af den slags problemer er, at sætte straffen i vejret, men det er fortsat relativt få, som kommer for domstolene, og når de så kommer, føres sagerne for eksemplets skyld. Det er dog nok ikke ting, som ændrer sig en tøddel – konvention eller ej.

Men i vide kredse (det er nok et af de områder, hvor befolkningen er relativt opdelt) er der en opfattelse af, at familien er den grundlæggende byggesten i samfundet. Og set fra et katolsk (eller traditionalistisk) synspunkt, er et ægteskab ikke noget man ophæver. Det vil sige, at selv hvor en mand dømmes for vold mod sin kone, må man forvente, at ægteskabet varer ved. Det kan virke som et langt-ude synspunkt, både i Danmark og blandt progressive kræfter i Polen, men ægteskaber er for mange mennesker ikke kun en kærlighedsinstitution. Familien er i Polen fortsat det grundlæggende sociale sikkerhedsnet, som man simpelt hen ikke kan rive op. Derfor vil konventionens krav om skærpelse af straffen for vold i parforhold af mange ses som noget, der vanskeliggør familiens fortsatte beståen. Det samme vil forbudet mod obligatorisk mægling. 

Nu opsiger man ikke bare en international konvention. Først skal man igennem en debat med Europarådet, som kan tage lang tid, og så skal opsigelsen vedtages af parlamentet. Det er en proces, der kan tage tid, og måske bliver den ikke afsluttet på denne side af næste parlamentsvalg om tre år. Men skulle det lykkes af gennemføre en opsigelse, bliver det ren symbolpolitik. Man vil gerne forklare, at hertil … og ikke længere. Man sætter en fod ned for retten, til at have sine egne grundholdninger. De bliver så måske ændret om nogle år, men regeringen synes altså, det er et område, hvor den har ret til egne synspunkter. Og måske har den ret i, at det ikke burde træde andre europæere over tæerne.