Iran-krisen kan blive til Ruslands fordel

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Mordet på den iranske general Quasem Soleimani i Bagdad styrker kun yderligere Ruslands position i Mellemøsten. Det skriver Marianna Belenkaya i en analyse for ”Carnegie Endowment (7.1.20). Det samme gælder afsendelsen af russisk-tyrkiske militære styrker til Libyen.

Men det er svært for Rusland at opretholde magtbalancen mellem sine mange samarbejdspartnere i Mellemøsten, og nedskydningen af det ukrainske fly over Teheran har ikke gjort det nemmere. Men Rusland har ikke til sinds at ændre sin politiske aktivisme i Mellemøsten, og Vestens problemer i regionen har gjort det nemmere for Putin.

Det var Soleimani der i 2015 overbeviste Rusland om nødvendigheden af en militær aktion i Syrien. Det styrkede hans relationer til Moskva. Den iranske general var ansvarlig for at koordinere indsatsen fra de forskellige pro-iranske militære enheder i Syrien. Det er ikke overraskende, at Rusland erklærede mordet på Soleimani et alvorligt brud på international lov. Uden iransk støtte ville det have været umuligt for Rusland at gennemføre aktionerne på landjorden.

Moskva har altid evnet at finde frem til kompromiser de pro-iranske enheder imellem, skriver Belenkaya. I det borgerkrigskrigsramte Libyen forsøger Rusland og Tyrkiet at sikre sig bestemte afgrænsede inflydelsessfærer og sætte Europa og USA uden for indflydelse.

Moskva har udvist høj fleksibilitet i relationerne med netop Tyrkiet. Rusland agter fortsat at intervenere i konflikter i Mellemøsten, i Libyen forventede lokale ledere en gentagelse af den russiske indsats i Syrien til egen fordel. I Irak har mordet på Soleimani styrket udsigten til borgerkrig til skade for vestlige landes interesser. Det er blevet endnu mere sandsynligt efter truslen om amerikanske sanktioner mod landets regering.

Rusland har betegnet sanktionstruslen mod Irak en ”lærestreg” for styret i Bagdad og ser muligheder for at styrke sin position også her. Generelt ser landene i Mellemøsten ud til at ville følge den irakiske linje og gjort relationerne til omverden mere ”diversificerede”, dvs. mindre USA-afhængige uanset at flere af landene har amerikanske baser.