I 2050 vil Polen mangle tre millioner på arbejdsmarkedet

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I Polen vil der i 2050 mangle 3 mio, ja måske 6 mio. på det polske arbejdsmarked. Det skriver det polske ugeskrift ”Polityika” (10.2018).

Den negative demografi rammer især mindre og mellemstore byer. I 2010 var der iflg. det polske statistiske kontor GUS for hver 100 beskæftigede 27 i den ikke-produktive alder. I 2016 var tallet 39, og det er blot begyndelsen til nye mærkbare stigninger.

Iflg. en rapport fra ministeriet for udvikling har 122 mindre og mellemstore byer behov for mere støtte fra staten, 22 befinder sig i en regulær krise. Èt eksempel er byen Konin, en by med 80.000 indbyggere for få år siden, allerede nu 76.500. Det ville være til at overleve, hvis forholdet mellem erhvervsaktive og ældre borgere var uændret, men det er ingenlunde tilfældet.

Skattegrundlaget falder markant som følge af den skævere aldersfordeling, men udgifterne til helt basal infrastruktur som veje, skoler og ældrepleje stiger støt og kan ikke dækkes uden mere støtte udefra, det være sig fra staten eller fra EU. Indtil nu er en del af problemet blevet løst gennem import af arbejdskraft fra Ukraine, men mange ukrainere – og unge polakker – rejser videre for at tjene mere i de store byger, hovedstaden Warszawa og andre EU-lande, hvor lønningerne er meget højere.

Share This