Hvorfor udeblev Lukasjenko fra EU-topmøde?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Hvideruslands leder, Alexander Lukasjenko var inviteret med til EU’s naboskab-topmøde i november og ”uden forbehold”, men han valgte at udeblive. Siden er der spekuleret meget i, hvorfor han traf det valg.

Alle de andre fire præsidenter fra naboskabslandene deltog, Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsan. Hviderusland lod sig i stedet repræsentere gennem udenrigsminister Vladimir Makei, ganske som det skete ved NATO-topmødet i Warszawa i sommeren 2016.

Her havde han ikke for at tale til forsamlingen, men det forbehold gjaldt ikke under EU-topmødet i november. Som sagt af Artyom Shraibman for Carnegie Center, har groft sagt to meget forklaringer været fremsat på Lukasjenkos udeblivelse.

Han ville måske ikke risikere skarp kritik på mødet, og/eller han ville ikke irritere Moskva. De forklaringer, siger Shraibman, kunne være relevante for nogle år siden, men er det ikke i dag. EU har siden ophævelsen af sanktionerne over for Hviderusland dæmpet kritikken af brud på menneskerettighederne, og Rusland er på sin side godt tilfreds med, at Hviderusland fortsat tager del i militærøvelser sammen med Rusland og direkte eller indirekte anerkender annekteringen af Krim, fx under afstemningerne i FN.

Under EU-topmødet forsøgte den hviderussiske udenrigsminister da også at få holdt antirussiske formuleringer holdt ude af sluterklæringen. En mere oplagt forklaring, fortsætter Shraibman, er at relationerne mellem Minsk og Bruxelles stadig ikke har bevæget sig ret langt.

Eksempelvis har forhandlingerne om visum-lettelser fra EU-side stået i stampe, og de samarbejdsaftaler mellem EU og Hviderusland, der er lagt op til, er ikke nært så vidtgående som aftalerne med de andre EU-naboskabslande.

Der kunne ikke engang på forhånd skabes enighed om prioriteringerne for samarbejdet i perioden 2018-2020, og det støttebeløb EU har afsat til Hviderusland er på blot 136 mio. euro over tre år, en dråbe i havet i forhold til de subsidier, der direkte eller indirekte bliver givet Hviderusland fra russisk side.

EU mener øjensynligt, at selve det at ophæve sanktionerne og at tillade enkelte banker at drive virksomhed i Hviderusland er tilstrækkeligt.

Partnerskabsaftalerne kom i sin tid, efter 2008, godt fra start, men har mistet i værdi siden da. ”Kold realisme” kendetegner forholdet mellem EU og nabolandene mod øst, i høj grad også forholdet mellem EU og Hviderusland. Ukraine, Georgien og Moldova er gået længst i samarbejdet med EU og ønsker her og nu ikke, som Armenien og Hviderusland, samtidig at være med i den russisk dominerede Eurasiske Union. De førstnævnte lande forfølger en ”enten eller” politik, Hviderusland og Armenien derimod en ”både og” politik. Før var Lukasjenko vred over ikke at være inviteret til EU-topmøderne, nu vælger han helt at udeblive.