Hvordan erindrer vi fortidens rædsler i nutidens Europa ?

Hvem bestemmer, hvad og hvordan vi skal huske, og hvem har størst ret til at blive husket? Det er spørgsmål, som bliver stillet i Topols fængslende roman.

Af Merete Brydensholt

ANMELDELSE: Romanens første del foregår i den gamle garnisonsby Theresienstadt, som under 2. verdenskrig blev brugt som koncentrationslejr af nazisterne. Nu, adskillige år senere er byen stadig beboet, og her er hovedpersonen og fortælleren, en unavngiven naiv person, vokset op. Han har været del af en lille flok børn og unge, der under ledelse af onkel Lebo, har haft deres gang i lejrens gamle barakker og underjordiske gange.

Politikerne vil imidlertid rive det gamle garnisonsanlæg ned og kun bevare det officielle mindested kaldet ”Mindesmærket”. Lebo ”Theresienstadts vogter” er dog fast besluttet på at bevare byen i sin helhed med alt, hvad det indebærer. Romanens hovedperson bliver hans assistent, ikke fordi han som Lebo ønsker, at verden skal huske lejren, men blot fordi han skal have et sted at bo. Med hjælp fra unge en gruppe unge mennesker, de såkaldte slægtsjægere, ”unge mennesker, hvis sind var plaget af skygger fra den forfærdelige fortid, og hvis sind var fanget i en ond spiral af tvangstanker og spørgsmål”. De stifter foreningen Komenium, som arbejder for bevaringen og revitaliseringen af Theresienstadt. 

Inden længe strømmer turisterne til og der kommer en markedspladsstemning i den gamle lejr. Lebo holder foredrag, der er foredrag, terapi seancer for slægtsjægerne, mens de almindelige turister går rundt ”som var det i en eller anden middelalderborg og tager billeder i torturkamrene eller fangehullerne”. Der sælges Ghettopizzaer og t-shirts med billede af Kafka og påskriften ”Hvis Kafka havde overlevet sin død, Havde de dræbt ham her”. Tiltagene er mange, og de virker. 

Blandt de tilrejsende er Maruska og Alex fra Hviderusland, som ikke er slægtsjægere eller almindelig turister, men interesserede i selve Komeniums revitaliseringsprojekt og dets succes.  Da hovedpersonen en dag bliver tvunget til at forlade sin fødeby, tager de ham med østover til Minsk, hvor han skal optræde som ”vestlig ekspert” i deres projekt, som skal bringe Hviderusland på verdenskortet over folkemord og massegrave. Fortælleren selv er desorienteret, han ved ikke, hvad der foregår og hvorfor han egentlig er der, men det gør Alex og Maruska ham opmærksom på.

”Det var her i Hviderusland, djævelen havde sit værksted. De dybeste grave findes her, der er bare ingen, der ved noget om det. ” ”Her dræbte de fire millioner mennesker. Det står faktisk i Guiness rekordbog….Det siges, at alle dødslejre findes i Polen. Det er noget vrøvl! Alle rejsebureauer udbyder kun rejser til Auschwitz! Men det skal der ændres på” tordner hun. ”I Hviderusland skal vi derfor bygge rædslens Jurassic Park, totalitarismens frilandsmuseum.”

Herfra bliver det for alvor koldt og humoren kulsort, til tider både grotesk og chokerende.

Igennem hele romanen bliver forskellige sider af erindringskulturen udforsket. Bogens forskellige karakterer har meget forskelligartede motiver for deres behov for at mindes og dermed lige så forskelligartede måder at udleve disse behov på. Den unavngivne hovedperson kan med sin grænseløse naivitet og tilsyneladende ligegyldighed over for, hvor og hvorfor begivenheder har fundet sted, tjene som en advarsel mod at ignorere historien med alle dens afskyeligheder. For som hviderusseren Alex henimod romanens slutning siger til fortælleren, ”Hvis vi taber vores fortid, har vi heller ikke nogen fremtid. Vi holder op med at eksistere, fatter du det?”

Det er den første gang Topol er oversat til dansk, men forhåbentlig ikke den sidste.

Jáchym Topol: Gennem et koldt land. 210 sider. Oversat fra tjekkisk af Lada Halounová. Forlaget Silkefyret.