Hvidvask i Danske Bank i Estland

Tre journalister på Berlingske har udgivet en opsamlende bog om sagen om Hvidvask i Danske Bank. Sagen voksede især som følge af deres dækning til en skandale, der skadede både Estlands og Danmarks ry. Bogen giver et godt indblik i sagen, især i bankens interne håndtering af den.

Af  Mads Michael Hastrup Nilsson

BOGOMTALE : I de senere år har Estland været et hyppigt omtalt land i danske medier. Ikke så meget på grund af landets 100-års jubilæum i 2018 eller 800-året for Dannebrog sagnet i 2019, men mere som følge af den store hvidvask-sag i Danske Banks filial i landet. Journalister fra Berlingske Tidende fik fra 2017 offentlighedens øjne op for sagen, der undervejs voksede til en skandale af et omfang, ingen havde forestillet sig og medførte udskiftning af ledelsen i hele Danske Bank koncernen. De tre Berlingske journalister har siden sammenfattet sagen op til sommeren 2019 i bogen ”Beskidte milliarder”, der udkom sidste år, hvor der i øvrigt også i Estland udkom en bog af en estisk journalist om sagen.

Dramatisk begyndelse

Bogen begynder dramatisk med et mord langt fra både Danmark og Estland, i Ruslands hovedstad Moskva. Mordet foregik i 2006, samme år som Danske Bank købte den finske bank Sampo og dermed også blev ejer af dennes bank i Estland. Den myrdede var vicedirektør for Ruslands centralbank, Andrej Kozlov, der få måneder tidligere havde advaret både de estiske og de østrigske myndigheder om at russiske kriminelle hvidvaskede penge i de estiske banker Ühispank (ejet af svenske SEB) og Sampo, samt i en østrigsk bank. Derefter følger en noget stereotyp for ikke at sige fordomsfuld gennemgang af de estiske myndigheders reaktion. De østrigske myndigheder iværksætter en undersøgelse, hvis resultat læseren ikke får noget at vide om. Som modsætning hævdes, at de estiske myndigheder er ”fodslæbende” og stort set ikke foretager sig noget. I samme åndedrag nævnes at Estland er en tidligere sovjetrepublik, vel for at understrege, at man nok ikke skal forvente en undersøgelse som østrigernes. At de estiske myndigheder faktisk fastfrøs nogle af de nævnte konti ved de danske journalister ikke. Denne del af deres historie baserer sig på en enkelt engelsksproget kilde  – et dokument fra den amerikanske ambassade i Estland lækket til Wikileaks – som ikke nævner dette. De nævnte konti måtte dog frigives igen, da det ikke lykkedes at finde tilstrækkelige beviser. Som bekendt kan myndigheder i en retsstat ikke lukke bankkonti uden beviser, der kan holde i en retssal. Det amerikanske Wikileaks-dokument har en mere nøgtern tone om sagen end de danske journalisters og en meget vigtig oplysning fra dokumentet undlader de at viderebringe: De russiske myndigheder havde svaret på Estlands forespørgsel, at pengene på de pågældende bankkonti ikke kunne forbindes med ulovligheder. Det officielle Rusland talte altså med to tunger: Centralbankens næstformand krævede konti i et andet land lukket p.g.a. hvidvask, mens andre dele af den russiske stat erklærede, at der ikke var noget at komme efter. Denne tvetydighed i forhold til den russiske stat ser man flere eksempler på senere i bogen. Der er eksempler på russiske embedsmænd der samvittighedsfuldt søger at forhindre hvidvask af penge fra skattesvig og anden kriminalitet, men også eksempler på korrupte embedsmænd, der samarbejder med forbrydere. Men forfatterne reflekterer på intet tidspunkt nærmere over denne modsætning.

Gentagne undersøgelser og en whistleblower

Trods den noget fordomsfulde indledning anerkender forfatterne de estiske myndigheders indsats senere i forløbet. Det estiske finanstilsyn foretager flere undersøgelser, som viser mangler. En del af kommunikationen med Danske Bank går over det danske finanstilsyn. Begge tilsyn får svar fra banken om, at der er generelt er styr på risikoen. Men de gentagne undersøgelser og senere en whistleblower blandt medarbejderne i Estland gør, at den øverste ledelse i København efterhånden bliver mere opmærksom på problemerne og selv undersøger dem dybere. Der viser sig at være alvorlige problemer med gennemførelsen af de hvidvask foranstaltninger banken er forpligtet til at følge, men alligevel kommer det til at tage et stykke tid, før man for alvor tager konsekvensen. I 2015 fyres den lokale direktør i Estland og den problematiske afdeling for udenlandske kunder, der primært er fra Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, bliver lukket. Whistlebloweren forlader banken, men får et større pengebeløb for at være tavs om sagen.

 Undervejs i bogen følger man flere af kundernes transaktioner, der viser tydelige tegn på hvidvask, som banken burde have reageret på. De danske journalister iværksætter selv en undersøgelse i samarbejde med journalister fra andre lande, som fører til en afsløring af, hvordan diktaturet i Aserbaidsjan via Danske Bank i Estland har betalt store beløb til nogle navngivne europæiske politikere for at de på europæisk plan taler styrets sag. En anden sag vedrører den engelsk-amerikanske mangemillionær Bill Browders selskaber i Rusland, som han mister og som senere får refunderet store beløb i skat fra de russiske myndigheder, som tilfalder de russere, der på mystisk vis er kommet i besiddelse af hans selskaber. 

 Der er grundige beskrivelser af steder, stemninger og personer i bogen, som giver mindelser om skønlitteratur, så man får lidt en fornemmelse af at læse en kriminalroman. Det kan diskuteres, hvor meget det hører hjemme i en bog af denne type, for undertegnede virkede det indimellem lidt for meget. Man får også indblik i journalisternes metoder for at holde kilderne hemmelige og deres interne overvejelser undervejs om, hvor stor en historie der kommer ud af deres undersøgende arbejde.

   Alt i alt giver bogen et fint indblik i, hvordan sagen udviklede sig til at blive en skandale af internationale dimensioner. Der gives mange eksempler på yderst mistænkelige transaktioner og mangelfulde kontrolfunktioner i banken. Alt sammen tilstrækkeligt til at vise at lovgivningen, der skal beskytte mod hvidvask er brudt. Man kunne dog måske også ønske sig lidt om videre perspektiver, f.eks. hvordan man bør samarbejde om opklaring af hvidvask med stater, hvor holdningen til korruption er tvetydig, som det ses i sagen med mordet på Andrej Kozlov. Selve hvidvasken må vel være en større forbrydelse end at overtræde bankreglerne, der skal beskytte mod den. Men hvis de stater, der er impliceret reelt ikke er interesseret i at bidrage til opklaring, kan det blive overordentligt vanskeligt at dømme for selve hvidvasken eller for de forbrydelser, der ligger bag de penge, der vaskes hvide. Det er nogle af de emner, der behandles i en bog om bankskandalerne i Estland, der er udgivet i landet af en estisk journalist.

Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund Beskidte milliarder – Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag, Forlaget Gyldendal, 2019, 357 sider.

Mads Michael Hastrup Nilsson har boet i Estland i mere end 20 år og beskæftiget sig med de baltiske lande i over 30 år. Han har skrevet bogen ”Estland før og nu – Portræt af det mest nordiske land i Baltikum”.