Huawei og det nye Europa, Kina – USA – og cybersikkerheden

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Det er kendt, at USA udøver et pres mod Europa for at få begrænset og gerne helt fjernet Kinas fremdrift. IT, Huwai og cybersikkerhed har været i fokus. USA og Trump har sejret et godt stykke ad vejen, eksempelvis synes England nu at efterkomme de amerikanske krav, uanset omkostningerne der er forbundet med det. Men holdningerne er forskellige i Europa, også blandt landene i det ”ny” Europa, skriver Nikola Jordovic i en analyse for ”Emerging Europe” (10.7.20).

Rumænien, Polen, Letland, Estland og Tjekkiet har alle underskrevet et ”forståelsespapir ”, et ”understanding memoranda” med USA vedrørende 5G og sikkerhed. Huawei er ikke direkte nævnt i dokumentet, men er det egentlige mål. For de lande repræsenterer Huawei teknologi en sikkerhedsrisiko, en frygt for, at den kinesiske regering bruger de kinesiske virksomheder til industrispionage, aflytninger og til begrænsninger i menneskerettighederne via masseovervågning.

Frygten er klart mindre, når vi bevæger os mod Balkan. Her har landene haft blandede erfaringer med lån fra de vestlige finansielle institutioner og fra EU. Huawei’s repræsentant i EU påpeger, at ikke et eneste ”uheld” er blevet konstateret, når det drejer sig om cybersikkerheden. Også internt i landene er der forskellige opfattelser. I 2018 kom det i eksempelvis i Tjekkiet til en åben konflikt mellem chefen for landets cybersikkerhed, Dusan Navrátil, og ministerpræsident Andrej Babis. Babis fyrede Navrátil. Præsident Milos Zeman har, modsat Navratil, ikke problemer med kineserne. Ikke desto mindre har Tjekkiet nu underskrevet ”forståelsespapiret”.

Andre lande frygter de økonomiske følger, der er forbundet med at følge kravene fra USA og bryde samarbejdet med Kina. Det gælder Rumænien, der som sagt også har underskrevet ”forståelsespapiret”. Her har Huawei traditionelt har haft solidt fodfæste, men hvor regeringen har skrevet under på ”papiret”. 5G auktionen er blevet udskudt, præsident og Iohannis og regeringen føler sig ikke helt sikre.

Polen og Estland er gået længst med hensyn til at følge de amerikanske krav ubetinget. I maj i år vedtog det estiske parlament en særlig ”Huawei lov”. Som Polen er Estland tæt allieret med USA, og det uanset hvem der er i Det Hvide Hus. Estland bruger informationer fra USA, når der skal tages stilling i IT-spørgsmål og cybersikkerhed.

Serbien og Ungarn har ikke de store forbehold, når det gælder 5G og Huawei.  Ja, Serbien har underskrevet et ”forståelsespapir” med Huawei om internet og etablering af ”smart cities”. Ungarn har heller ikke forbehold over for Kina, men Magyar Telekom har dog valgt svenske Ericsson, ikke ud fra politiske motiver, men for at lette overgangen fra 4G til 5G teknologi. Vodafone har ikke taget endelig stilling.

Alt i alt har Trump inden for det sidste år et meget langt stykke haft held med at presse Europa, når det gælder forholdet til Kina, det være sig økonomisk eller sikkerhedspolitisk. Ikke alle deler den linje, slet ikke observatører i Asien. Den indisk fødte Parag Khana, nu bosiddende i Singapore, peger i sin interessante bog bog ”The Future is Asien” fra 2019 på, at magten, uanset vi vil det eller ej, forskydes over mod det han kalder det eurasiske megakontinent, der strækker sig fra Japan til Det Røde Hav. At Kina yder billige lån til mindre asiatiske lande til udvikling af infrastruktur til gavn for regionen betegnes i brede kredse Vesten ikke som udviklingsbistand. Modsat i Asien. 

At USA kræver alle transaktioner i dollar formidlet via amerikanske banker og at ”US Treasury” bruger dollaren som et politisk våben, kaldes i Vest at ”opretholde det internationale finansielle system”. At kinesiske Alibaba (også) er en platform for mindre og mellemstore asiatiske virksomheder til at få adgang til verdensmarkedet negligeres, betragtes som kinesisk ”magtpolitik”. Striden om Huawei skal ses i sammenhæng med den globale konkurrence mellem USA, Europa og Asien. Den kan Vesten iflg. Khana ikke vinde gennem en handelskrig. Vestlig liberalt demokrati og fri markedsøkonomi har ringe appel i Asien.