Historisk NATO-topmøde åbner i Warszawa

Stadion Narodowy, hvor NATO holder topmøde. Foto: Uffe Gardel /Mr. East

Stadion Narodowy, hvor NATO holder topmøde. Foto: Uffe Gardel /Mr. East

Af Uffe Gardel

UffePolen. Luften over Saska Kepa-bydelen vibrerer af helikopterstøj, mens dette skrives, og på gadeplan beskytter massive sikkerhedsforanstaltninger det store sportsstadion Stadion Narodowy; alt er  klart til et topmøde i NATO, som på flere måder vil blive historisk.

Præsident Obama mødtes kl. ti i formiddags på Hotel Mariott med EU’s repræsentanter, kommissionsformand ean-Claude Junckere, og rådspræsident  Donald Tusk; det er første gang USA og EU kan tale ansigt til ansigt om Brexit. Over middag vil Obama køre ned ad Warszawas store hovedgade og ud til stadion; her vil han blive godt modtaget af de polske værter, som blandt andet har opbygget en kopi af Oval Office inde i den interemistiske topmødebygning, som er bygget op inde på stadion.

Topmødet vil blandt andet endeligt beslutte at udstationere  fire bataljoner i Polen og Baltikum, ligesom mødet også vil komme til at fungere som en symbolsk understregning af at Vesten stadig står sammen, trods uenigheder, trods Brexit, og trods russisk adfærd.  Topmødet for to år siden handlede kun om “reassurance” – forsikring eller betryggelse. Denne gang går man et skridt videre og taler om “deterrence” – afskrækkelse. men samtidig rækker man hånden ud til Rusland, som er inviteret til møde i NATO-Rusland-rådsmøde på ambassadørniveau i næste uge.

Symbolsk er topmødet også på en anden måde. Den officielle middag for stats- og regeringscheferne i aften vil blive holdt i selve den sal, hvor Warszawapagten blev undertegnet i 1955.

Share This