”Historikere bag tremmer”, om (mis)brug af historien politisk

En mindetavle for myrdede polakker i Czerwona_Woda i Volhynien, nuværende Ukraine Foto: Glaube

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

I mange lande er det direkte farligt at drive historieforskning og ytre sig offentligt om sit lands historie, i særdeleshed hvis konklusionerne ikke falder i magthavernes smag. I værste fald kan det føre det til fængselsstraf, et liv bag tremmer. Historie drejer sig reelt lige så meget om nutid og fremtid som om fortid. Nye såkaldt ”natonalizing states”, dvs. stater der aldrig har haft uafhængighed, har haft den i kort tid, måske genvundet den og kæmpet hårdt for at få skabt en ny fælles national identitet. Vi oplevede det i årene efter murens fald og på Balkan i 1990erne. Tidligere imperiale stater som Rusland og Storbritannien slås med et særligt ”post-imperialt syndrom”, et tabt imperium. Jakub Ostromecki diskuterer emnet i en interessant analyse det polske ugeskrift ”Do Rzeczy” (51.2020).

Her sættes der fokus på Ungarn, de baltiske lande, Ukraine, Rusland, Tyrkiet og Israel. En anden analyse i samme blad ser særskilt på Polen, der også har et yderst kompliceret forhold til historien; og senest, i 2018, havde en alvorlig konfrontation med Israel og USA på grund af ”Holocaust-loven” (IPN loven), som regeringen blev tvunget til at trække tilbage.

Den russiske historiepolitik, siger Ostromecki, tjener til at fremme ”russkii mir”, russisk dominans i dele af det post-sovjetiske rum. Rusland skal fremstå som frontstat i kampen mod nazisme og fascisme i fædrelandskrigen under 2. verdenskrig og som forsvarer for et ”uovervindeligt imperium”. Iflg. artikel 3541 i den russiske straffelov kan der gives bødestraf og/eller tvangsarbejde i op til tre år for at kritisere Nürnberg-domstolens straffe til nazister for forbrydelser begået under 2. verdenskrig. Det er også strafbart at påstå, med henvisning til Hitler-Stalin pagten, at Polen blev angrebet i fællesskab af det daværende Sovjetunionen og Nazi-Tyskland i 1939.

Den dom ramte fx Vladimir Luzgin. Han fik en bødestraf. Det kan også give bødestraf at undlade at fejre mindedagene for den sovjetiske/russiske indsats i kampen mod nazismen. Medlemmer sammenslutningen ”Memorial” også fået ”kærligheden” at føle. Historiepolitikken i Tyrkiet blev i 2005 og 2008 nedfældet i den berygtede artikel 301 i straffeloven. Iflg. den kan folk blive straffet for offentligt at bagtale ”tyrkiethed” og ”det tyrkiske folk”, fx at nedgøre landets militær, parlamentet, sikkerhedstjenesten og andre statslige institutioner. Den adfærd kan give op til 6 måneder bag tremmer. Meget omtalt er straffen for at påstå offentligt, at Tyrkiet i 1915 begik folkemord mod armeniere. Den bestemmelse kom eksempelvis til at ramme forfatteren og Nobelpris-modtageren Orhan Pamuk.

Forholdet til Armenien har altid været betændt. I 2006 blev den armenske journalist, bosiddende i Tyrkiet, Hrant Dink myrdet ud for den bygning, hvor avisens redaktion holdt til. Hans søn blev straffet året efter. Det blev også strafbart at udtale sig kritisk om Kemal Atatürk, mellemkrigstidens tyrkiske leder. Historien er brugt meget aktivt i udenrigspolitikken.

I Israel vedtog parlamentet, Knesset, i 1986 en lov, der gjorde benægtelse af Holocaust strafbart. Strafferammen blev på fem år. Samme type lov blev indført i en del andre lande, i Europa og i Rusland. Israel har pure afvist at sidestille nazismens og kommunismens forbrydelser, sådan som nogle har ønsket. Israel er også fra især arabisk side blevet kritiseret for at forbyde mindehøjtideligheder og marcher i forbindelse med ”Nakba”, mindet om ”exodus” og uddrivelsen af arabere fra Palæstina.

Ungarn har sine historiske traumer, fx Trianon 1920, hvor Ungarn mistede store landområder til Slovakiet, Østrig og især Rumænien Et traume er også samarbejdet med nazi-Tyskland et godt stykke ind i 2. verdenskrig. Ordet ”samarbejde” søges undgået. Iflg. det officielle historiesyn var Ungarn besat af nazisterne frem til 19. marts 1944. Siden 1. juli 2013 har Ungarn haft en paragraf i straffeloven, hvorefter det er strafbart offentligt at benægte nationalsocialisternes forbrydelser, dyrke nazisme på offentlige møder og benytte sig af nazistiske og kommunistiske symboler. 

Den kommunistiske periode er naturligt nok meget centralt placeret i de baltiske landes historieforståelse. Den estiske forfatning omtaler direkte perioden fra 16. juni 1940 til 20. august 1991 som en besættelse. Samme formulering finder vi Letlands og Litauens forfatninger. I 2002 vedtog det estiske parlament en deklaration, iflg. hvilken sovjetiske institutioner, der havde taget del i aggression og besættelse, er forbryderiske. Personer der havde taget del i opbygningen af den estiske stat under nazistisk og sovjetisk besættelse kunne ikke få statsborgerskab.

Medlemskab af de nævnte institutioner blev ikke straffet, men konkrete handlinger. Iflg. paragraf 741 i den lettiske straffelov fra 1998 er det gjort strafbart at retfærdiggøre folkemord, forbrydelser mod menneskeheden samt bruge flag og hymner brugt under kommunisme og fascisme. Straffene her er dog forholdsvis bløde, administrativt bestemte og i form af bøder.  En lov vedtaget af det lettiske parlament i 2017 siger, at Letland ikke er ansvarlig for de forbrydelser, der blev begået af Tyskland og Rusland på lettisk territorium under 2. verdenskrig.

Tildeling af statsborgerskab har været nært forbundet med historiepolitik. Folk der tjente i det sovjetiske sikkerhedsapparat og/eller Den Røde Hær betragtes som fremmede. Litauen, hvor kun 8 pct. er russere, har ikke indført den lovgivning. De der de fakto bor i Litauen har fået tildelt statsborgerskab. Men personer der i 1990-1991 tog del i overgreb mod demonstranter ud for TV-huset, kan straffes med bøde, i værste fald med fængsel i to år.

Ukraines lovgivning er stærkt omdiskuteret. Meget skyldes at borgerne er meget delte i spørgsmålet om perioden under russisk og sovjetisk overherredømme og om ansvaret for massedrabene på polakker i Wolyn i Vestukraine. En lov fra april 2015 betegner UPA militsfolkene som ”frihedskæmpere”, uanset at drabene ikke kun ramte russere, i høj grad også polakker og jøder. Men de kæmpede for Ukraines uafhængighed, siges det. I en anden lov fra 2017 gøres det strafbart at benægte ”Holodomor”, dvs. afvise at sultkatastrofen under Stalin var folkemord. Som i  andre lande er det i Ukraine forbudt at benytte totalitære regimers, dvs. kommunisters og nazisters symboler. Ønsket er et at få samlet Ukraine om én bestemt historiefortælling. Som sagt, let er det ikke. Nabolandet Hviderusland er etnisk homogent og således ikke plaget af dybe historiske konflikter.

Share This