Historiens hjul drejer igen, i Vesten med en fuld styrke

I dagens Europa observeres tre særlige tendenser: EU som en hegemon, Tysklands stigende indflydelse og den vestlige alliances undergang. Tiden vil vise, hvordan disse tendenser udvikler sig 

Af Andrej Duhan

Debat: I nutidens Europa kan man observere tre vigtige tendenser. Den første af dem er EU’s forsøg på at etablere sig som en stat eller pseudostat-enhed, en europæisk hegemon. Den anden er en styrkelse af Tysklands indflydelse i EU. Den tredje er en gradvis undergang af den vestlige alliance.

Det nuværende EU ligner mere og mere en hegemon. De iure er EU en international union, men rent faktisk minder EU om en stat, hvis øverste politikere ønsker en udvikling mere og mere i den retning. Repræsentanterne for Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet opfordrer til en styrkelse af de europæiske institutioner, udvidelse af deres kompetencer og til indførelse af en beslutningsprocess med flertals-afstemninger. Europa-Kommissionen opfører sig ikke som en upartisk sammenslutning, men som en ren politisk instans med sine prioriteter. De europæiske institutioners appetit på nye kompetencer synes at være enorm.

Fleksibel integration er umulig

Det er naturligvis fortsat medlemsstaterne, der bestemmer, men vi må ikke tro, at Bruxelles, EU-institutionerne og deres medarbejdere ikke fremmer deres egne interesser og idéer. Det er måske ikke altid, at de står for aftalernes fulde ordlyd, men de er ved kilden og har en væsentlig indflydelse på agendaen. De har derfor en fordel i forhold til landenes ministre, som ikke blot er skiftende, men også har andre ting at tænke på. 

Beslutningsprocessen er uigennemsigtig, og det politiske ansvar er vanskelig at placere. Tænk blot de såkaldte spitzenkandidater ved det sidste europæiske valg og udnævnelsen af Europa-Kommissionens formand, som var et resultat af det sidste valg til Europa-Parlamentet. Den politiske udvikling og de tilsyneladende fordele førte til hans udnævnelse, selv om EU-landene ikke støttede ham. Argumentet om, at “Vi er EU, ingen grund til at klage,” er sandt nok, men forsimpler tingene en del. De enkelte traktatbestemmelser er ofte gummiagtige og giver mulighed for kreativ udlægning. For eksempel kan bekæmpelse af ​​forskelsbehandling (en populær EU politik) trænge ind i områder, der ellers er medlemsstaternes enekompetencer, eksempelvis arbejdsret.

Alle institutter og fortolkninger af den europæiske lovgivning samt afgørelser fra EU Domstolen udtrykker en stigende integration og centralisering. Fleksibel integration er praktisk taget umulig, og EU-medlemsstaterne kan kun få deres kompetencer tilbage ved at melde sig ud. Dette er imidlertid ufordelagtigt, fordi de i den sidste ende vil stå i en mere sårbar position. I praksis ville de de facto forblive EU medlemmer, men vil ikke have indflydelse på noget som helst.

Det grundlæggende sammenstød

Det vigtigste er formentlig, at EU er overbevist om sin egen mission og den universalistiske venstreorienterede liberale ideologi, som den fremmer inde og ude. Det er blevet et post-nationalt, multikulturelt, globalistisk, universalistisk og teknokratisk projekt. EU baserer sig ikke på det kristne Europa, dets historie og nationer, men opfordrer til abstrakte værdier som diversitet, inklusion, tolerance.

To af EU repræsentanter, EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og lederen af Alliancen af ​​Liberale og Demokrater i Europa Parlamentet, Guy Verhofstadt, beskrev det nuværende EU meget passende. Den førstnævnte betegnede grænser for den værste opfindelse i historien, den anden ser en dominerende kultur som afstødende. Migrationskommissær Dimitris Avromopoulos udtrykte desuden på Politicos hjemmeside en overbevisning om, at massemigration ikke kan stoppes, kun modereres.

Under disse omstændigheder er det nødvendigt at være klar over, at det er umuligt at opretholde det nuværende status quo. EU har overvundet de seneste to kriser, euroen og migrationen, men har ikke løst dem. I begge tilfælde er det enten en dybere integration og styrkelse af flertals-beslutninger eller en frigørelse og opsplitning, der er nødvendig. Det ved både tilhængere og modstandere af yderligere integration.

Dannelse af ​​USA eller det kejserlige Tyskland i det 19. århundrede viser, at to modstridende statsbegreber ikke kan eksistere på lang sigt. I begge tilfælde blev konflikten løst med magt. I EU bliver det ikke med militærmagt, snarere med en kombination af økonomiske, politiske og juridiske værktøjer. Det afgørende bliver, om EU vil rykke mod en statsdannelse eller bliver en slags konføderation. De første tegn af, hvad det ender med, ser vi formentlig til næste år, til valget til Europa-Parlamentet.

Andrej Duhans debatindlæg om Europas udfordringer fortsætter i den kommende tid med to nye indlæg.