Helbred – hvem stoler polakkerne på
Af Michael Hardenfelt
Polen: I henhold til en undersøgelse udført af forskere fra Universitetet i Torun, stoler den langt overvejende del af polakkerne (81%) på familien, når det drejer sig om sundhedsmæssige spørgsmål. På andenpladsen kommer sygeplejersker med 63%, og herefter venner samt læger, der begge har 58%. Aviser, tv og radio stoler 18% på, mens kun 13% stoler på de sociale medier.
En sociologiprofessor fra Universitetet i Torun forklarer i dagbladet Gazeta Wyborcza, at Polen er et samfund, hvor kerneværdierne kredser om familien, som er den primære autoritet i livet. Han nævner også, at samfundet som helhed for nylig har forladt bondestanden, og fortsat bevarer de gamle bønders skepsis overfor nymodens institutioner, som fx offentligt sundhedsvæsen, og en god portion skepsis overfor læger.
Forståelsen for de nuværende corona-tiltag er også begrænset i befolkningen som helhed. Kun 57% mener, at maskepåbuddet er velbegrundet, 46% er enige i lukningen af indkøbscentre, og 44% er enige i lukningen af museer, biografer og teatre. Den begrænsede tillid til videnskab gør også, at forskellige konspirationsteorier hurtigt vinder frem. 9% mener, at covid-19 er fremkaldt af bølger fra 5G mobilnettet, mens 34% er overbevist om, at sygdommen er opstået i et kinesisk laboratorium.
Disse holdninger kan give problemer ved vaccination af befolkningen, for 27% af polakkerne mener, at vaccinationer kan være skadelige for helbredet. Alt dette gør både, at kernevælgerne bliver stadig mere skeptiske overfor regeringens tiltag, og at mange enten nægter at lade sig vaccinere eller i det mindste vil se tiden an.