Hårde vilkår for medierne i Ungarn

Det ungarske parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: For få uger siden var der i Budapest endnu engang demonstrationer mod den ungarske regerings kontrol med medierne. Også sammenslutningen Journalister Uden Grænser har været ude med kritik, især af kontrollen over de lokale og regionale medier.

I dag, siges det, er der ikke et eneste regionalt medie i Ungarn, der ikke direkte eller indirekte er under regeringens kontrol. Det sidste blev opkøbt af Heinrich Pecina, en østrigsk forretningsmand, der har indgået flere lukrative aftaler med den ungarske regering.

Han ejede tidligere den uafhængige avis “Népszabadság”, der senere blev solgt til en anden rigmand, Lorinc Mészáros, den femte rigeste i Ungarn og desuden regional leder i Orbáns fødeby. Efter opkøbet blev avisen lukket.

Ud over Pecina og Mészáros har også rigmanden Andy Vajna stor indflydelse på mediemarkedet. Han ejer således flere regionale medier samt TV2 og derudover en del kasinoer. Han har også produceret film for Hollywood. Efter overtagelsen af TV2 blev halvdelen af redaktionen fyret, og kritikken af regeringen hørte op.

Lov og Retfærdighedspartiet i Polen vil gerne gå den ungarske vej,”polonisere” medierne og begrænse især tysk ejerskab over de lokale medier. Men Kaczynski kan ikke som Orbán støtte sig til rige oligarker, det polske marked er desuden langt større og alene derfor svært at kontrollere, hedder det i en analyse i “Gazeta Wyborcza”. Udenlandske ejere har i højere grad end i Ungarn modsat sig opkøb.

Share This