Gowin bliver i regeringen og støtter brevafstemning

Den mennesketomme badeby Sopot ved Gdansk Foto: Michael Hardenfelt

Af Michael Hardenfelt

Polen: Jaroslaw Gowin prøvede fredag at få flertal til en forfatningsændring, som ville forlænge den nuværende præsident Dudas embedsperiode fra 5 til 7 år. Efter at dette er mislykkedes, støtter Gowin nu regeringens forslag om brevafstemning 10. maj. Hans forklaring er, at det vil udløse et parlamentsvalg, hvis hans parti forlader regeringen på nuværende tidspunkt. Et parlamentsvalg nu vil ligeledes være en ubærlig situation, forklarer Gowin.

Det vil sige at lov om brevafstemning formodentligt bæres gennem Underhuset (Sejmen) mandag, men det vil højst sandsynligt blive forsinket 30 dage i overhuset (Senatet) og altså formodentligt underskrevet af præsidenten 7. maj. Herefter skal præsidentvalget gennemføres 3 dage senere. 

Der er kommet en ny forklaring på. hvorfor regeringen ikke ønsker at indføre undtagelsestilstand og dermed udsætte præsidentvalget i mindst 90 dage. For øjeblikket er alle særlige tiltag forankret i speciallove og epidemiloven, som IKKE forudser erstatning til virksomheder for tab under epidemien. Såfremt der derimod indføres undtagelsestilstand træder Lov om Naturkatastrofer i kraft, og her forudses det, at den polske stat skal betale betydelige erstatninger for tab.

 
Hvis dette virkeligt var problemet, kunne man imidlertid nok ændre Lov om Naturkatastrofer, så det skal nok primært ses som en forklaring til vælgerne. Jeg har dog indtil nu ikke set en juridisk analyse af denne forklaring, så det er min umiddelbare vurdering. 

I mellemtiden aflyses bryllupper de næste par måneder, og det er vanskeligt at finde nye ledige tidspunkter i nærmeste fremtid, så polakkerne begynder at leve på polsk (endnu mere end de gjorde i forvejen). Folk sendes hjem fra fængslerne og arbejdspladserne fritstiller folk i store mængder. Foråret og solen titter frem en gang i mellem, så det bliver spændende om det lykkes at få folk til at sidde derhjemme, når det bliver rigtigt varmt.

Share This