Georgiens ”principfaste pragmatisme”

Georgisk flag Foto: Frank Miller

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Georgien: Efter krigen i 2008 udeblev russiske turister fra Georgien. Nu er de tilbage, og dermed også det russiske sprog. Det skriver ”the Economist”.

De diplomatiske forbindelser mellem Georgien og Rusland er ikke siden krigen i 2008 blevet genoprettet, men det forhindrer ikke diplomater fra de to lande i at tale sammen om emner som samhandel, rejser og transport.

Georgierne prøver at undgå unødvendigt at hidse russerne op. Den nuværende georgiske regering ledet af partiet ”Georgiens Drøm” og bag kulissen af oligarken Ivanisjvili, har derfor valgt en anderledes pragmatisk tilgang til Rusland end dengang, Mikheil Saakasjvili var landets præsident.

Det betyder ikke, fortsætter ”the Economist”, at Georgien er ved at vende tilbage til den russiske fold. Tonen er godt nok neddæmpet, men målet, længst muligt at tilnærme sig Europa, gælder stadig.

Sydossetiens og Abkhasiens løsrivelse anerkendes ikke fra georgisk side, men Georgien må se til, at de to områder kommer stadig tættere på Rusland politisk og økonomisk.

I 2016 indgik Georgien en associeringsaftale med EU og fik i 2017 visumfrihed. EU har hilst Georgiens ”principfaste realisme” over for Rusland velkommen. Den er markant anderledes end den konfrontatoriske linje, der bliver ført over for Rusland fra ukrainsk side.

Den går dog ikke så langt over mod Rusland som Lukasjenkos balancegang mellem Rusland og Vesten. Et problem for EU er den politiske udvikling i Georgien. Adskillige embedsfolk og politikere fra den tidligere regering er blevet arresteret, deriblandt tidligere ministerpræsident Vano Merabishvili, som stadig er i fængsel.

Share This