Ad

Gazprom hverken superrig eller på randen af bankerot

Gazproms hovedkvarter i Moskva. Foto: Александр Спиридонов

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I takt med optrapningen af den ny ”kolde krig” og de voksende spændinger i Østersøregionen har stigende opmærksomhed været rettet mod det russiske naturgasselskab Gazprom. I både russisk og vestlig optik ses stærkt Gazprom som et stærkt Rusland. Derfor ønsker ”høge” i Rusland-politikken at begrænse, gerne afskaffe importen af gas fra Rusland.

Problemstillingen kender vi i Danmark, jævnfør den langstrakte debat for og især mod etableringen af den tysk-russiske gasledning Northstream II. Men hvor stærkt er Gazprom egentlig? Szymon Kardas forsøger at give svaret i en analyse for det polske Center for Øststudier (OSW) og Julia Sploe i en artikel i ”Europe-Asia Studies”. 

Det er ikke så enkelt at måle det russiske Gazprom’s reelle styrke ud fra de officielle tal, siger Kardas. For oplysningerne om Gazprom finansielle aktiviteter omfatter hele koncernen, ikke kun gassen.  Koncernen indbefatter også Gazpromnieft (olie) og Gazprom Energo Holding (elektricitet). De to selskaber står for 37 pct. af den samlede omsætning og 42 pct. af de samlede indtægter, kort sagt er der tale om betydelige andele. Salget af gas udgør godt og vel 50 pct. af selskabets samlede aktiviteter.

I EU har Gazprom ikke blot været under voksende pres pga. kravet om sanktioner, også det liberaliserede gasmarked i EU har betydning. Helt fundamentalt er Gazproms situation ”stabil” rent finansielt, mener Kardas. Gazprom er ”hverken superrig eller på randen af bankerot”.

I 1970erne da eksporten af gas fra Rusland startede op var forretningerne baseret på langtidskontrakter. Siden er kravet om ”fleksibilitet” vokset. Fra EU-landes side ønskes prisfastsættelsen mest muligt ”hub” baseret, dvs. bestemt løbende ud fra dagsprisen. Gazprom har da også ladet en stigende andel af salget af gas være ”hub based”, op til ca. 10 pct. Men ”hub priser” er et problem, da investeringerne er langsigtede. Presset er vokset yderligere, da det asiatiske marked er ikke i stand til at erstatte det europæiske. 

Kardas peger på, at Gazproms særlige virksomhedskultur, synet på hvad der er ”rigtige”, ”passende” og ”fair” forretningsmetoder adskiller sig på mange måder fra de typisk vestlige, om end vi oplever forskelle inden for Gazproms egen organisation mellem forskellige afdelinger og sektioner. Der er ikke kun ét svar på, hvad der er ”rationelt, og de rigtige normer og ”world views”. Gazprom og den russiske regering har skarpt kritiseret vestlige landes geopolitiske argumenter, Moskva afviser til stadighed blankt at bøje sig for ”diktaterne” fra vestlig side.

Der har i årtier været talt meget om et russisk gasvåben over for Vesten. USA forsøgte også i begyndelsen af 1980erne at få europæerne til helt at standse importen fra Rusland, men blev afvist. Før Orangerevolutionen i 2005, i 2006 og 2009 og efter Maidan i 2014 standsede gasleverancerne fra Rusland til Ukraine og dermed også gastransitten til Europa. Konflikten drejede sig om uenigheder om prisen og russiske påstande om kontraktmisligholdelse. Men den russsisk-ukrainske konflikt satte ekstra gang i reformer i EU af energipolitikken med satsning på konkurrence og selvforsyning.