Går Turkmenistan i en mere pro-russisk retning?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Turkmenistan/Rusland: For nøjagtigt 10 år siden eksploderede en gasledning mellem Turkmenistan og Rusland under mystiske omstændigheder. Ashgabat mistænkte Rusland for at stå bag. I hvert fald blev forholdet mellem Rusland og Turkmenistan i årene derefter holdt på et minimum. Men siden 2016 har vi oplevet et skift, skriver Bruce Pannier i en analyse for ”Carnegie Endowment”.

Årsagen er Kremls stigende bekymring over sikkerhedssituationen i det nordlige Afghanistan og over Tadjikistans og Turkmenistans evne til at forhindre truslen fra det nordlige Afghanistan i at sprede sig til andre SNG-lande. Turkmenistans styrkeposition er svag, derfor har landet ikke andre muligheder end at tilnærme sig Moskva.

Siden uafhængigheden har Turkmenistan været meget isoleret over for omverdenen, og det har været en bevidst politik. Neutralitet er dybt indgroet, i 1995 blev Turkmenistans status som neutralt land anerkendt af FNs generalforsamling. Indtægterne fra eksport af naturgas gjorde neutralitetspolitikken lettere. I 2007, hvor gasprisen steg markant, lovede Rusland at hæve prisen på turkmenisk gas til ”europæisk niveau”.  I 2008 solgte Turkmenistan gas til to lande, til Rusland via pipelines fra sovjet-perioden og til Iran via en pipeline færdiganlagt i 1997. Afregningen med Rusland skete i valutaer, med Iran som barter (varebytte). Samtidig blev der anlagt nye gasledninger fra Turkmenistan til Kina og også til Iran.

Men gaspriserne faldt markant i 2008, hvilket medførte store økonomiske tab. Turkmenistan blev tvunget til at sænke prisen. Dertil kom så eksplosionen på gasledningen i april 2009, der skabte politiske spænding mellem Rusland og Turkmenistan. Skaderne på ledningen blev udbedret, men eksporten af gas fra Usbekistan til Rusland blev kun genoptaget i begrænset omfang. I 2015 standsede gaseksporten til Rusland helt.

I 2017 ophørte også Turkmenistans med at eksportere gas til Iran. Tilbage var kun ét land for turkmenisk gaseksport, Kina. Men en stor del af den eksport gik til at afdrage på kinesiske lån. Turkmenistans økonomi var i frit fald. Befolkningen måtte stå i lange køer for at købe mel, brød og andre basale varer. Det spændte forhold til Rusland førte også til en nedgradering af Turkmenistans relationer til SNG-samarbejdet og til den kollektive sikkerhedsorganisation (CSTO).

Under præsident Nyiazov blev der skabt mere venskabelige bånd til Taliban i Afghanistan. Men fra 2014 blev forholdene i Afghanistans nordlige provinser forværret. 80 pct. var iflg. flere rapporter kontrolleret af Taliban. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og Kazachstans præsident Nursultan Nazarbajev udtrykte begge bekymring over forholdene og tilbød Turkmenistan hjælp til at kontrollere grænsen. De troede ikke på forsikringerne om, at der var ro langs grænsen. Også Ruslands forsvarsminister Sergej Sjojgu rejste til den turkmenisk-afghanske grænse og tilbød (krævede) også russisk bistand. Samme udmelding kom fra CSTOs generalsekretær Valery Semerikov.

Rusland har også øget presset på Turkmenistan i spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. Rusland menes kort sagt at have tvunget Turkmenistan tættere på SNG-samarbejdet, hvilket også er lykkedes. Niyazovs efterfølger som præsident (Berdymukhammedov) har heller ikke været begejstret for SNG-samarbejdet, men han er begyndt at dukke op til SNG-topmøderne, også for at få afklaret spørgsmål om grænsedragningen i Det Kaspiske Hav. Han mødte dog ikke op til topmødet i september i Dushanbe, måske fordi konventionen om det Kaspiske Hav var blevet underskrevet måneden før og derfor ikke var på dagsordenen.

Turkmenistan skal være formandskabsland for SNG i 2019 og skal i den forbindelse arrangere adskillige møder mellem medlemslandenes forsvarsministre, udenrigsministre og ministerpræsidenter. Spørgsmålet om genoptagelse af gaseksporten til Rusland er taget op. I oktober og november 2018 gæstede chefen for Gazprom, Aleksej Miller Turkmenistan for at drøfte en mulig genoptagelse af Ruslands import/transit af turkmenisk gas og få Turkmenistan til helt at opgive at eksportere gas til Europa via det trans-kaspiske gasledningsprojekt.

Turkmenistan, slutter Bruce Pannier sin analyse, har stadig meget få venner, har store problemer på hjemmefronten og er derfor sårbart både politisk og økonomisk. Derfor er det svært, ja reelt helt umuligt at afvise at rykke nærmere til Rusland og SNG.