Ad

Frihed truer jøderne i Bukhara

Synagogen i Bukhara Foto: Ota Tiefenböck

Frihed synes at være den største trussel for jøderne i den uzbekiske by Bukhara, hvor byens jødiske befolkning har overlevet historiens svære tider, men kan risikere at bukke under for frihed.

Af Ota Tiefenböck

Uzbekistan: Frihed bliver normalt regnet for en af de grundlæggende menneskerettigheder og dermed noget, der er positivt, men i den uzbekiske by Bukhara, har frihed også negative sider. Den er nemlig ved at tage livet af en ældgammel jødisk population, kendt som Bukharas jøder, som siden det 7. århundrede før Kr. har boet i og omkring byerne Bukhara og Samarkand på den tidligere silkerute i det nuværende Uzbekistan. Bukhara jøderne har blandt andet overlevet Alexander den Stores sejrsgang i Centralasien, Djengis Khan og Den Gyldne Hordes masakrer i området, en tvungen islamisering, bolsjevikkernes magtovertagelse, kolektivisering under Sovjetunionen og Sovjetunionens kollaps. Men efter Sovjetunionens kollaps er Bukhara jøderne igen blevet udsat for en alvorlig trussel, og denne gang er det paradoksalt nok frihed, der truer jøderne i Bukhara.

Emigrerer til udlandet

Sovjetunionens kollaps, og den efterfølgende uafhængighed af Uzbekistan har for alvor reduceret jødernes rækker i Bukhara. Det skønnes at der før Sovjetuninonens opløsning boede omkring 45.000 jøder i og omkring Bukhara og endnu flere før 1970`erne, hvor en opblødning af den tidligere hårde kommunistiske regime kom i gang. Dengang begyndte de sovjetiske myndigheder for alvor at udstøde udrejsetilladelser til den jødiske del af befolkningen og dermed satte gang i den første udvandringsbølge. Den største udvandring fandt dog først sted efter Sovjetunionens kollaps, hvor hovedparten af Bukharas jødiske population udvandrede for at søge lykke i udlandet, hovedsageligt Israel og USA. Den jødiske population i Bukhara er således blevet reduceret til lidt over 200, og risikoen for, at den i den kommende tid bliver endnu mindre og en dag måske forsvinder helt, er stor.

Indgangen til Bukharas gamle bydel Foto: Ota Tiefenböck

Religionsfrihed

Religionsfrihed er ellers ikke noget Bukhara jøderne har været vant til i historiens gang, senest under Sovjetunionen, hvor religion, uanset tro, var bandlyst og kun foregik i det skjulte. Jødernes velordnede og vedligeholdte synagoge har formået at blive stående, trods undertrykkelsen i løbet af historien. Den er den vigtigste af de to synagoger, som ligger i Bukhara, og ligger i et attraktivt område, en stenkast fra Bukharas hovedgade, Lyab-i-Havuz. Den bliver i stigende grad besøgt af de turister, som hvert år strømmer til Bukhara. Synagogens stolthed, flere århundrede gammel torah, som ifølge Bukhara jøderne selv, er omkring 1000 år gammel, bliver opbevaret her og vist frem med stolthed. Det er dog kun helt særlige gæster, der får lov til at se menighedens torah på nærmere hold. Eksempelvis den tjekkisk-fødte, tidligere amerikanske udenrigsminister Madelaine Albright, som selv er af jødisk afstamning, og som besøgte Bukhara jøderne i slutningen af 1990`erne. Billeder fra hendes besøg hænger på en af væggene i synagogen og bliver vist frem med en særlig stolhed i stemmen.

Egne traditioner

‘Bukhara jøderne har levet i Centralasien helt afskåret fra verdens øvrige jødiske population og har hele tiden formået at bevare sit jødiske ophav, nationale identitet og sin egen kultur. Bukhara jøderne, som taler et særligt tadsjikisk dialekt tilsat hebreiske ord, og hvis skrevne sprog ifølge eksperterne minder om aramæisk, har i løbet af historien været kendt for som handelsmænd og bankmænd, men har ligeledes tilhørt byens kunstneriske elite. Denne har blandt andet har dannet grobund til jødernes unikke musikstil shashmagam. En musikstil baseret på instrumental musik i seks særlige tonearter og sufi poesi, som afspejler områdets multikulturelle atmosfære. Musikstilen, som fortsat bliver spillet i Bukhara, samt i flere af de lande, som Bukhara jøderne er emigreret til, er i 2003 blevet anerkendt af UNESCO, som truet verdenskulturarv.

En moske i Bukhara Foto: Ota Tiefenböck