Frihed er det vigtigste

Af Mateusz Morawiecki, Polens premierminister

Morawiecki Foto- Kancelaria Premiera

Debat: Jeg er født og opvokset blandt mennesker, for hvem frihed var den mest værdifulde værdi. I Polen er vi så knyttet til frihed, fordi vi ved, hvordan det er, når nogen prøver at begrænse den. Vi boede i et censureret land i næsten 50 år; i et land, hvor Big Brother fortalte os, hvordan vi skulle leve, hvad vi skulle tænke og føle – og hvad vi ikke måtte tænke, tale og skrive. Derfor ser vi alle forsøg på at begrænse friheden med  bekymring.

 Et af synonymerne for frihed har altid været Internettet. Det mest demokratiske forum i historien, et forum hvor alle kan tale frit. Et værktøj, der gør det muligt for enhver person at have en reel indflydelse på virkeligheden i en grad, der ikke var kendt før for et par årtier siden.

Internettet har mange positive sider, men der er også negative:  Det domineres gradvist af store multinationale virksomheder, rigere og mere magtfulde end mange lande. Disse virksomheder er ikke bare begyndt at behandle vores online aktivitet som en kilde til fortjeneste og for at forbedre deres globale dominans, men også for at beskytte politisk korrekthed som det nu passer dem.

På det seneste har vi set en  praksis der mere og mere minder os om fortiden. Censurering af ytringsfriheden som vi kender det fra totalitære og autoritære regimer  vender i dag  tilbage  som en ny kommerciel mekanisme til bekæmpelse af anderledestænkende.

 Debat handler om at dele synspunkter og ikke om at lukke munden på andre. Vi behøver ikke være enige i, hvad vores modstandere har skrevet, men vi kan ikke forbyde nogen at udtrykke et legitimt synspunkt. Det, der ikke er forbudt, er tilladt. Også på Internettet.

Vi vil ikke  og kan ikke give samtykke til censur. Hverken fra statens side – sådan som det plejede at ske i PRL [Folkerepublikken Polen] eller fra en privatperson, som forsøger at introducere det i dag. Ytringsfrihed er demokratiets salt, derfor skal vi forsvare det.

 Algoritmerne eller ejerne af gigantiske virksomheder skal ikke bestemme, hvilke synspunkter der er korrekte, og hvilke der ikke er. Polen vil altid forsvare demokratiske værdier, herunder ytringsfrihed. Ejere af sociale medier kan ikke handle ud over loven. Derfor vil vi gøre vores bedste for at definere rammerne for driften af ​​Facebook, Twitter, Instagram og andre lignende platforme.

 I Polen regulerer vi dette med de relevante nationale regler. Vi vil også foreslå, at lignende bestemmelser finder anvendelse i hele Den Europæiske Union. Sociale netværk skal tjene os, samfundet, ikke deres magtfulde ejers interesser. Alle mennesker har ret til ytringsfrihed. Polen vil forsvare denne ret.


Polens premierminister Mateusz Morawiecki offentliggjorde tirsdag denne erklæring på sin Facebook-side. Indlægget er oversat til dansk af Jimmi Eklöv.

Share This