Fra afhængighed af billig russisk gas til afhængighed af dyr amerikansk gas

Illustrationsfoto: Wikimedia Commons

USA/Rusland: Frankrig frygter, at krigskonflikten i Ukraine vil ende i amerikansk økonomisk dominans over Europa. Den franske finans- og økonomiminister Bruno Le Maire har to gange i denne uge kritiseret USA for alt for høje priser på LNG gas, da USA sælger LNG til Europa til fire gange højere pris end den sælger gassen på det amerikanske hjemmemarked. Bruno Le Maire er den seneste i rækken af kritikere. Tidligere har den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske økonomiminister Robert Habeck kritiseret de amerikanske gaspriser.

Ifølge Bruno Le Maire er det nødvendigt at “finde mere afbalancerede økonomiske relationer i energispørgsmålet mellem vores amerikanske allierede og Europa”. Alene i første halvdel af 2022 eksporterede USA ifølge Le Monde 70 procent af sin LNG eksport til Europa, i 2021 var det kun en tredjedel af eksporten.

Frankrig og Tyskland mener, at nogle LNG-leverandører udnytter energikrisen i Europa til at opkræve ublu priser. “Vi kan ikke acceptere, at vores amerikanske partner sælger sin LNG-gas til fire gange den pris, som den sælger den til egne industrifolk til,” sagde Le Maire. På et onlinemøde i G7-landene opfordrede han onsdag USA til at forsyne Frankrig med “billigere” flydende gas. “Vi forventer mere af den amerikanske administration,” tilføjede han.

Ligeledes Emmanuel Macron har kritiseret USA. “Med kærlige tanker vil vi sige til vores amerikanske og vores norske venner: ‘I er fantastiske, I forsyner os med energi, gas, men der er én ting, der ikke kan fungere længe, ​​og det er, at vi ikke kan betale fire gange mere for gas end I sælger den til egne industrifolk,” sagde Macron.

Ligeledes den tyske økonomiminister Robert Habeck kaldte i oktober de amerikanske gaspriser for “astronomiske”. ota

Share This