Forlænget weekend i Polen

Rynek i Poznan Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Hardenfelt

Polen: Hvis du skal en tur til Polen, og gerne vil lidt rundt og se noget forskelligt, så vær opmærksom på togene, som effektivt kører fra bymidte til bymidte til særdeles rimelige priser.

Specielt EIC og EIP tog er helt op til høje vestlige standarder. De kører på flere ruter, men regelmæssigt ca. hver time mellem Warszawa, Krakow og Gdansk. 

Bemærk muligheden for en weekendbillet, som giver ret til at køre fra fredag klokken 19.00 til mandag klokken 06.00. De billigste weekendbilletter koster 81 zloty for 2. klasse og 111 zloty for 1. klasse, og dækker TKL og IC tog, som også er udmærkede, men et niveau under luksustogene.

Weekendbilletter til alle slags tog (inklusive EIC og EIP) koster 164 zloty for 2. klasse og 264 zloty for 1. klasse.

Husk at reservere pladsbillet i forvejen, hvis du vil være sikker på en siddeplads. Med en weekendbillet er pladsbillet gratis, med undtagelse af til EIP-tog, hvor den koster 10 zl.

Med EIP-togene tager turen fra Warszawa til Gdansk omkring 3 timer, og til Krakow omkring 2,5 timer, dvs. uden problemer ud og hjem samme dag. Det giver en unik mulighed for at se 3 af Polens væsentligste byer i en afslappende stemning på en kort tur til Warszawa.

Share This