Foragt og vrede, polakkernes ”mentale tilstand”
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Foragt og vrede kendetegner mange polakkers holdninger her 30 år efter kommunismens fald. Det konstaterer Miroslawa Marody i et interview i ”Polityka” (1.2020). Marody er professor i sociologi og har været en kendt samfundsdebattør i Polen i flere årtier.
Foragt, siger hun, er i meget høj grad rettet mod den politiske klasse helt generelt og uanset politisk tilhørsforhold. Men troen på, at kunne forandre samfundet er samtidig vokset, at dømme efter deltagelsen i valg; det være sig lokalvalgene, valget til Europaparlamentet og senest også parlamentsvalget.
Det politiske sprog har også forandret sig. Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) teser om ”velfærdsstaten” og oppositionens om ”alt, blot ikke PiS”, kaldt ”total opposition”, fænger slet ikke vælgerne i samme grad som før. Regeringen har ikke længere økonomisk råderum til at ”købe” sig til vælgere gennem flere velfærdsydelser, fx mere i børnebidrag fra staten, ”500+” modellen. Mange vælgere efterlyser nye politiske temaer.
Der er store mangler inden for uddannelser og sundhed, men indtil nu har partierne ikke været særlig aktive her. Spørgsmålet er, om partierne er i stand til at præsentere de emner ved kommende valg, herunder ved præsidentvalget i maj måned. Lov og Retfærdighedspartiet slår fortsat meget på identitetspolitik, modstand mod immigration, modstand mod LBGT, fastholdelse af den traditionelle familie og katolske værdier. Andrzej Duda, den siddende præsident, vil uden tvivl slå på de emner, han er tvunget til det for at nå Lov og Retfærdighedspartiets kernevælgere.
Men Polen er, fastslår Marody, blevet mere sekulært. Sociologiske studier viser, at kirken ikke har samme indflydelse som før. I 1990 havde halvdelen af befolkningen tillid til kirken som institution, i dag 21 pct. og blandt de unge er blot 12 pct. Mange flere kræver ligestilling mellem kønnene. At nationalkonservative værdier og holdninger fra fortiden alligevel fænger en del vælgere skyldes frygt og usikkerhed over det, der er (dvs. nutiden), og det der kan komme (fremtiden).
Usikkerhed og frygt er vokset markant. Det gælder i spørgsmål om, hvordan børnene skal opdrages, hvordan penge skal investeres, hvordan man skal forsikre sig og dertil kommer stigende frygt for krig og for især unge, klimaforandringerne. Kriterier for at tage stilling politisk er blevet mere flydende og foranderlige.
Tidligere, i 1989erne og 1990erne, var kriterierne tydeligere. ”Vi” (”folket”) stod over for ”Dem” (”(post)kommunisterne”). Institutioner mellem staten og den enkelte familie var dengang svagt udviklet, herunder NGOere og civilsamfundet generelt. Det har ændret sig siden. Lokalpolitik er vokset til i styrke, naboskaber er vokset og internet og sociale medier er nu med til at udfylde tomrummet. Problemet er de fjendebilleder, der herved skabes, og mangel på fællesskab og positiv dialog.