Ad

Før valget på søndag: Zelensky mangler stadig en langsigtet strategi for Donbas

Et valgsted i Kharkiv ved præsidentvalget i 2014 Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Et centralt valgløfte fra Volodymyr Zelensky, Ukraines nye  præsident, var at få skabt fred i Donbas. Spørgsmålet er, hvor langt han er nået indtil nu. Har han en langsigtet og bæredygtig strategi? Det forsøger Konstantin Skorkin at svare på i en analyse for ”Carnegie Endowment”.

Siden valget har Zelensky under møder med de vestlige ledere opfordret til at fastholde og  udvide sanktionerne mod Rusland for at lægge et maksimalt pres på Kreml. Han har også ønsket USA og England inddraget, sådan at Normandiet-formatet kan udvides og presset på Rusland øges maksimalt.

På hjemmefronten, siger Skorkin, har Zelensky ageret mere moderat. Han har således udnævnt tidligere præsident Leonid Kutjma til at lede den trilaterale gruppe, der skal forsøge at få deeskaleret konflikten i Østukraine. Valget er kontroversielt. Kutjma regnes for ”due”, og det behager bestemt ikke de mere militante højre-kredse. Valget af Kutjma er jo heller ikke udtryk for ønske om at få bragt nye folk på banen, Kutjma er jo en politiker med mange år på bagen. Men Kutjma er en erfaren mand og acceptabel for Rusland.

Zelensky vil afgjort gerne ændre kursen, derfor stræber han efter at få opbakning fra landets oligarker. Støtte herfra er en nødvendighed, sådan som politik i Ukraine nu engang stadig er. Ønsket er at oligarker og vestlige virksomheder vil investere mere i Donbas for at udvikle regionen.

Zelensky har også lagt op til, at russisk vil kunne blive det regionale 2. sprog i Donbas, dog forudsat at regionen fuldt ud vender tilbage til Ukraine. Iflg. meningsmålingerne har mere autonomi for Donbas pæn opbakning i befolkningen, i nogle målinger er støtten over 50 pct. Der er også på det sidste indført lettelser ved kontaktlinjerne op til Donbas, fx ved Stanitsia Luhanska.

Rusland er indtil videre skeptisk over for den ny præsidents ageren, men er åben over for et møde mellem Zelensky og Putin, fx i Hviderusland. Iflg. Kreml skal Ukraine fuldt ud leve op til Minsk-aftalerne og forhandle (også) direkte med separatisterne. Rusland ser sig selv primært som ”peace keeper”. Zelensky’s forsøg på at komme af med Viktor Medvedtjuk – en nær ven af Putin – som forhandler om Donbas har også vakt Putin’s vrede. Under valgkampen er det lykkedes Medvedtjuk at forhandle en løsladelse af fire ukrainske soldater på plads.

Medvedtjuk er knyttet til partiet ”Oppositionsplatformen-For Liv”, der stiller op ved parlamentsvalget her den 21.juli. Som Zelensky afventer Putin naturligvis udfaldet af parlamentsvalget. Lige før valget synes opbakningen til Zelensky’s parti ”Folkets Tjener” at være dalet til 42 pct., stadig et højt tal. Støtten til ”Oppositionsblikket-For Liv” er på 13-14 pct., svagt stigende. Petro Porosjenko’s parti ser også ud til at klare spærregrænsen.

Zelensky er således noget presset og forsøger helt op til selve valgdagen at bevise, at han repræsenterer noget nyt. Men han har af flere gode grunde haft svært ved at præsentere en sammenhængende strategi, når det gælder Donbas og Østukraine. Et scenarie som i Moldova, hvor pro-russiske og pro-europæiske partier støttet af Rusland, EU og USA, er gået sammen for at ændre det nuværende oligarkiske og stærkt korrupte system lader sig næppe gentage i Ukraine, konstaterer Sokorkin, men der tales dog om ”Moldova-modellen”. Det er måske blevet lettere at skifte spor; det kan måske til Zelensky’s fordel.