Ad

For mange corona-døde i Sachsen. Hospitaler har ikke længere plads til lig

Foto:Pixabay

Af Michael Skovgaard

Tyskland: På grund af det store antal døde med Covid-19 i den sydøstlige delstat Sachsen i Tyskland rækker hospitalernes kølerum ikke længere til opbevaring af lig – det sagde en talsmand for kommunen og byen Görlitz på grænsen tll Polen til flere tyske medier.

I det østlige Sachsen hersker der nærmest undtagelsestilstand. Sygehusene har ikke længere intensivsengepladser til rådighed, og der er ikke længere plads til opbevaring af de døde på sygehusene. 

Ifølge „Sächsische Zeitung“ er hospitalerne nu tvunget til at sende lig andre steder hen. Derfor har man indgået aftaler med krematorier og bedemandsfirmaer, som skal „opbevare“ de døde, indtil en bisættelse kan finde sted.

Det har desuden medført, at man har bedt myndighederne i Görlitz om at være hurtigere med at udstede dødsattester, så man kan få kremeret eller bisat de mange lig, som ligger og fylder op i hospitalernes kølebokse.

I starten af pandemien var Sachsen og andre tidligere østdelstater relativt forskånet for corona, men siden er epidemien eksploderet formodentlig på grund af det store antal smittede i nabolandene Polen og Tjekkiet.