Folkeafstemning i Aserbajdsjan om mere magt til præsidenten
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Aserbajdsjan: Aserbajdsjan stemmer mandag ved en folkeafstemning om 29 ændringer i forfatningen. Hovedparten af ændringerne vil give den aserbajdsjanske præsident Ilham Aliyev og hans familie endnu mere magt. Vælgerne har kun mulighed for at stemme ja eller nej til forslagene under ét. Det skriver “Radio Free Europe Research” på sin hjemmeside.
Selve valghandelen monitoreres af Europarådet og SNG, forslagene er dog allerede blevet kritiseret af Venedig-Kommissionen for at give præsidenten uforholdsmæssig stor magt.
Stemmeprocenten skal være på mindst 25 pct. for at afstemningen er gyldig, men det er i et topstyret land som Aserbajdsjan ikke noget problem. Heller ikke med at få et stort flertal for forfatningsændringerne.
Efter forslaget udvides præsidentens embedsperiode fra 5 til 7 år. Minimumsalderen for at kunne være præsident har været 35 år, men den regel afskaffes nu. Aliyev selv er pt. 54 år gammel og har været præsident siden 2003. Der er først nyvalg i 2020 og her kan han efter den nye regel blive valgt for yderligere 7 år.
Posten som 1. vicepræsident vil muligvis gå til hans kone Mehriban, der er leder af regeringspartiet “Nyt Aserbajdsjan”, eller måske hans blot 19-årige søn Heidar. Aserbajdsjan har store økonomiske problemer for tiden pga. de faldende oliepriser, og opstramningen af forfatningen og den endnu større magt til præsidenten skal afgjort ses som et forsøg fra præsidentfamiljens ide på at imødegå mulige sociale oprør og uro.