”Fodboldkrigene” på Balkan

Kosovo fodboldfans Foto: Shkelzen Rexha

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Balkan: Fodboldklubben Arsenals Henrik Mhitaryan måtte stå over i Europa League finalen i Baku. Det skyldtes slet og ret den fortsatte krig mellem Adserbajdan og Armenien over enklaven Nagorno Karabach. Det eksempel på sammenblanding af fodbold og politik er slet ikke enestående. Vi kender problemet sport og politik i hele verden, og i særdeleshed på Balkan.

Kroatiens tidligere leder Franjo Tudjman sagde meget rammende: Ved siden af regulær krig er sporten det eneste der for alvor adskiller folk; sagt med George Orwells ord, sport er krig, dog uden brug af regulære skydevåben. Kroatiens daværende træner Miroslav Blazevic var i sin tid ikke tilfældigt medlem af præsidentens parti, og landsholdsspillerne Zvonimir Boban og Davor Suker,, optrådte i valgreklamer.

Sport får naturligt nok ekstra stor betydning i lande med en så dramatisk og omskiftelig fortid som netop Balkan. Som Dariusz Kalan skriver fra Sarajevo (i det polske ”Polityka”): da den kroatiske fodboldstjerne Zvonimir Boban under den dramatiske fodboldkamp (kaldt ”kampen om Maksimir”) gik til angreb på og sparkede serbiske kontrollanter ”startede Balkan-krigene”. Boban blev straffet for sin handling med udelukkelse fra VM i 1990, men fik nærmest gudestatus i sit land.

Den krigsforbryderdømte serber Radovan Karadzic arbejdede som psykolog i fodboldklubben Røde Stjerne. Og vi har igennem årene set adskillige andre eksempler. Bosnien-Hercegovina’s træner Robert Prosinecki blev født af forældre der var gæstearbejdere i Sydtyskland, kæmpede på fodboldbanerne for det opløste Jugoslavien og senere for Kroatien (i 1998). Men før havde han spillet for Røde Stjerne – i Beograd!

Serbiens præsident Aleksandar Vucic og tennisstjernen Novak Djokovic erklærede begge, at de holdt med Kroatien, der som bekendt nåede til finalen under VM i Rusland sidste år, og det var en modig handling. Forholdet mellem Serbien og Kroatien er jo lige nu ikke godt, sagt diplomatisk. Kroatiens præsident Kolinda Grabar-Kitarovic førte sig meget synligt frem under Kroatiens kampe, og det gav som det var hensigten pote ved det efterfølgende præsidentvalg.

Kampe på Balkan er gentagne gange blevet afholdt uden tilskuere pga. straf fra UEFA pga. uro og racistiske tilråb. Krigene føres i høj grad også på tilskuerpladserne. Fodboldspillere fra Balkan har personligt været mærket af de blodige begivenheder og etniske udrensninger igennem 1990erne.

Luka Modric, der i 2018 blev kåret som verdens bedste fodboldspiller, er ét eksempel. Hans far blev myrdet, huset brændt ned, og den dengang 6-årige Modric selv måtte flygte og flytte.

Dejan Lovren, i dag topspiller i Liverpool led noget af den samme skæbne. Hans forældre flygtede til Tyskland, hans onkel blev dræbt under krigen. Samme skæbner ramte kendte  fodboldveteraner, fx Vedran Corkula, Mario Manzukic og Daniel Subasic. Edin Dzeko overlevede lige akkurat en bombe, der ødelagde det hus, hvor hans forældre boede – og efterfølgende overlevede en bombe der eksploderede på selve stadion.

Andre har fodboldspillere måttet vælge deres land.  Nogle valgte deres hjemland, andre det nye land. Forældrene til Kroatiens Ivan Rakitic rejste til Schweitz. Rakitic kunne, hvis han havde villet, have spillet for Schweiz, men han valgte fødelandet Kroatien. 

Share This