Fodbold i Moskva og manglende valgdeltagelse

Jeg satte mig for at finde ud af, hvad en russisk anden divisions kamp spillet i Moskva fortæller om det russiske samfund og demokrati.

Af Toke Møller Theilade

En af de mest populære klicheer i fodbold er, at sporten afspejler det samfund, som den dyrkes i. Dette kan være i forbindelse med fremmedhad, snyd eller jagten på succes. For at undersøge hvorvidt dette var tilfældet i Rusland, valgte jeg at besøge en fodboldkamp i Moskva i søndags, da Rusland stemte til parlamentsvalget.

Det var dog ikke lige til at opdage, at der rent faktisk var valg i Rusland i sidste weekend. I løbet af mine rejser rundt i Europas andenstørste by i sidste uge stødte jeg ikke på nogle af de normale indikatorer på, at et valg var tæt på trods af, at valgstilheden først starter dagen før stemmesedlerne skal afleveres.

Imens russere over hele landet tog til valgstederne for at stemme på deres favoritkandidater, tog jeg Moskvas fremragende metro for at komme i gennem byen på den hurtigste måde. Min destination var Sokolniki på den røde linje, hvilket var et markant lettere mål for mig end valgstederne for mange russere. For at stemme i Rusland skal man nemlig vende tilbage til den region, hvor man er født uanset, hvor længe man har boet et andet sted, hvilket altså tvang nogle borgere ud på timelange ture på tværs af flere tidszoner.

På trods af, at valget blev afholdt på en højhellig søndag, var det dog svært at fornemme, den sædvanlige stemning, der præger byer inden folk skal til stemmeurnerne. Da jeg nåede metrostationen Biblioteka Imeni Lenina, som er opkaldt efter Det russiske statsbibliotek, der tidligere hed Lenin biblioteket, så jeg en ensom mosaik af Sovjetunions fader stirre på sine tidligere undersåtter, der tydeligvis ikke gik særlig meget op i det demokrati, som havde afløst proletariatets diktatur.

Efter en cirka tre kvarter lang tur nåede jeg endelig til stadion, der lå inde på storklubben Spartak Moskvas akademi, som ofte roses for at være det bedste i Rusland. Det var dog ikke Spartak selv, der spillede men i stedet deres lokalrivaler fra Torpedo Moskva, som havde lejet sig ind på det lille reserve stadion til deres Anden division kamp imod Saturn Ramenskoje. Begge klubber kan pryde sig af glorværdige fortider; Torpedo vandt den sovjetiske liga tre gange, og de spillede i den bedste række så sent som i 2014/2015 sæsonen imens Saturn var i den bedste række i mellem 1999 og 2010.

I dag er begge klubber dog langt fra tidligere tiders storhed, og kampen var derfor langt fra det interessante lokalopgør, som den for mindre end et årti siden ville være blevet regnet som. Derfor var det heller ikke overraskende, at kun de mest dedikerede fans dukkede op, hvilket i alt var omkring 200. Om end denne kamp var lettere obskur, så var det lave tilskuertal langt fra et unikum i russisk fodbold. Det smukke spil lider nemlig over hele landet, og især i hovedstaden er tilskuertallene næsten kriminelt lave, hvilket jeg også oplevede lørdag, da jeg så Lokomotiv tabe 1-0 på hjemmebane til Ufa på et næsten tomt stadion.

Kampen om at tiltrække moskovitternes opmærksomhed er dog desværre ikke blot et fodboldmæssigt problem viste det sig. Mindre end 30 procent af storbyens indbyggere valgte at bruge deres søndag i demokratiets navn, hvilket var et fald på mere end 20 procent i forhold til valget i 2011. Som min makker til kampen retorisk spurgte mig, da jeg adspurgte ham om, hvorvidt han havde stemt: ”Gør det overhovedet en forskel?”

Tilbage på Spartaks akademi, der er opkaldt efter den legendariske sovjetiske midtbanespiller Fjodor Cherenkov, var jeg vidne til en underholdende og intens kamp, der endte 2-1 til Saturn efter, at begge hold havde skabt flere store chancer. Desværre var det næppe dette kampen vil blive husket for, da størstedelen af Torpedos fans kom i slåskamp med de udsendte politimænd i begyndelsen af anden halvleg.

Da jeg vendte hjem efter at have brugt en dag i fodboldens tegn, kunne jeg konkludere, at fodbold i Moskva i hvert fald afspejler samfundet perfekt i den forbindelse, at det har svært ved at engagere folk.