Filippinske lavpris-arbejdere på vej til Tjekkiet og Polen, velkommen i de riges verden

Illustrationsfoto: Sombrillaazul

Af Ota Tiefenböck

Tjekkiet/Polen: Nogen kalder det et økonomisk fremskridt og endda hjælp til mindre bemidlede lande, andre en udnyttelse. Hvad man vælger er formentlig et spørgsmål om, hvem man er og hvilke synspunkter til den verden vi lever i man har. I Danmark og den vestlige verden er det efterhånden blevet en udbredt praksis, at det arbejde vi ikke selv orker at udføre bliver udført af mennesker, der tilfældigvis er født i et fattigere land. Nu er de tidligere østblok lande ved at komme med på vognen.

Trapperne i den ejendom jeg bor i bliver vasket og gården fejet af litauere, rumænere og polakker arbejder i landbruget, er tjenestepiger på danske hoteller, mens filippinske au-pair piger passer de bedrestilledes børn og gør rent i private hjem. Vi har jo vigtigere ting at tage os af. Vi er veluddannede og skal derfor ikke spilde tid med den slags arbejde selv. At nogen af os er arbejdsløse? Det gør ingen forskel, de er bedre uddannede og som sådan derfor uegnede til den slags arbejde.

Fænomenet synes nu for alvor også at være kommet til Tjekkiet. Ligeledes den polske vicearbejdsminister Stanislaw Szwed kunne i sidste uge til det polske nyhedsbureau PAP meddele, at Polen er tæt på at lave en aftale med filippinske myndigheder om en større tilstrømning af filippinske medarbejdere til Polen. Ungarn og Slovakiet og også nogle af de andre øst- og centraleuropæiske lande oplever formentlig samme tendens: Altså at det lavest betalte arbejde og de opgaver, man ikke selv gider at lave, bliver udført af udenladske arbejdere.

I Polen arbejder op imod to millioner ukrainere til lave lønninger, fordi omtrent et samme antal polakker er smuttet til Vesteuropa, hvor de tjener flere penge, end de vil kunne tjene i hjemlandet og hvor de iøvrigt ligeledes udfører det lavest betalte arbejde. Tjekkiet er mere tilbageholdende med at udstede arbejdstilladelser til udlændinge end Polen, men også her er det en udbredt praksis, at det er ukrainere, med eller uden arbejdstilladelse, der udfører de jobs, tjekker ikke selv gider at udføre. Det seneste skud på stammen, i hvert fald i Tjekkiet, er filippinske au-pair piger, som ifølge det tjekkiske magasin Tyden nu er blevet mode i Tjekkiet. Naturligvis for de godt bemidlede tjekker, altså de rige, som har råd og som har vigtigere ting at tage sig af end egne børn, eksempelvis at tjene penge.

”Filippinske au-pair piger er arbejdssomme, de siger ikke en imod og stiller sig tilfredse med en løn lige ved en minimumsløn, beskriver et tjekkisk website de filippinske pigers kvaliteter.

Det lyder som et økonomisk fremskridt af dimensioner, at tidligere østblok-lande, hvor man har været vant til at klare alle sine opgaver selv og endda, på grund af varemangel, har måttet være ganske kreativ ved deres udførelse, nu kan uddelegere opgaver til andre. Det er også et bevis for, at de øst- og centraleuropæiske lande ikke blot er ved at komme op på vores levestandard, men også ser ud til at overtage vores værdier og syn på verden.

Det spørgsmål, der trænger sig på er, hvorvidt det er noget, man skal glæde sig over eller græde over. Set med mine øjne er det det sidste.

Share This