Ad

Fidesz’ medlemskab af EPP gruppen afgøres i dag 

Bilboards med Jean-Claude Juncker og Soros var ved Webers vej fra Budapest lufthavn overklistret med andre plakater Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: I dag afgøres det formentlig, om Fidesz’ medlemskab af den kristelig-demokratiske gruppe i Europaparlamentet (EPP) er fortid. Det vil ske på et plenarmøde. Forslaget om eksklusion er stillet af 13 mindre partier. Gruppeformanden, Manfred Weber skal have været villig til at opgive afstemningen, hvis Orbán før mødet giver de tilstrækkelige indrømmelser. Derfor holdt han for en uges tid siden et efter hans egen opfattelse ”konstruktivt” møde med Orbán i Budapest.

Formanden for EPP, Joseph Daul og CDU afviste iflg. ”Hungary today” den idé og fastholdt, at der skal afholdes et møde. I henhold til EPPs regler har Fidesz på mødet ret til at forsvare sig, og Fidesz vil ikke uventet blive repræsenteret gennem sin førstemand, Viktor Orbán.

På mødet i dag vil Manfred Weber give en beretning om hans møder med Orbán og vurdere, om Orbán har givet de tilstrækkelige indrømmelser, når det fx gælder fremtiden for Det Centraleuropæiske Universitet og angrebene på Jean-Claude Juncker.

Orbán har også kaldt hans kritikere for venstrefløjens ”nyttige idioter”. Alle venter på indstillingen fra CDU, den største gruppe. Under alle omstændigheder vil sagen om Fidesz skabe splittelse i EPP her før Europaparlamentsvalget, hvilket naturligvis er et dybt alvorligt problem.

Det Slovenske Demokratiske Parti og formanden Janez Jansa, en allieret af Orbán, har allerede sagt, at hans parti forlader EPP, hvis Fidesz bliver ekskluderet.

Fidesz selv har naturligvis en ”planB” for det tilfælde, at partiet bliver udelukket. Sandsynligvis bliver der oprettet en gruppe med Fidesz og Lov og Retfærdighedspartiet som de to største partier. Orbán har allerede drøftet det spørgsmål under besøg i Warszawa. I Ungarn selv er meningerne naturligvis stærkt delte.