FDP-chef kritiserer tv-duel

Christian Lindner Foto: NiklasTs

Christian Lindner kalder tv-duellen mellem Merkel og Schulz for utilfredsstillende og opfordrer til en gentagelse næste søndag

Af Michael Skovgaard

Tyskland: ”Efter denne dybt utilfredsstillende duel har borgerne krav på at få svar på nogle af de mange åbne spørgsmål, og Merkel og Schulz bør afsætte tid til endnu en duel næste søndag” sagde Lindner til avisen Rheinischen Post. ”Der blev kun talt om fortiden og nutiden, men ikke et ord om visioner for fremtiden” lød det videre fra Lindner, som forventer en videreførelse af den store koalition efter valget.

FDP er en mulig partner i en ny regering som alternativ til den nuværende store koalition, og Merkel udtalte sig også til fordel for sort-gul regering i den forløbne uge eller til nød en såkaldt Jamaica-koalition, som også inkluderer De Grønne.

Lindner afviste dog et samarbejde med De Grønne, medmindre partiet rykker sig på afgørende punkter angående flygtninge, migranter og integration. Samme udmelding kom fra CSU-chefen Horst Seehofer i Bayern, som heller ikke anser en regering med De Grønne for realistisk.

De seneste meningsmålinger har budt på store udsving for netop FDP og De Grønne. Enkelte målinger har tydet på, at CDU/CSU nærmede sig 50 procent sammen med FDP, mens de seneste målinger tyder, at De Grønne skal med i konstellationen, hvis der skal sikres et flertal.

Share This