Fald i befolkningstallet i Central- og Østeuropa, rationelle nationale strategier er en mangelvare

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kroatien: EU har fået en ny vicepræsident for demografi og demokrati, Dubravka Suica, tidligere borgmester i den kroatiske by Dubrovnik. Det valg er absurd, siger Slavenka Drakulic i en kommentar for tænketanken ”Eurozine”. Suica har aldrig arbejdet med emnet demografi og derfor ikke gjort noget for at få løst de dybt alvorlige problemer i relation til demografiske forhold.

Kroatien er hårdt ramt. Fødselsraten, fødte pr. kvinde, er helt nede på 1.4. Og 200.000 kroater er rejst ud af landet over de sidste 10 år, mange af dem i den arbejdsdygtige alder. Indbyggertallet er nu kommet ned under de 4 mio. Alligevel har emnet demografi ikke været særlig højt prioriteret under det kroatiske EU-formandskab.

Iflg. prognoser vil der i Kroatien være 22 pct. færre indbyggere i år 2050, dersom udviklingen fortsætter. Kroatien er bestemt ikke alene om problemet. Bulgarien vil frem til 2050 kunne se frem til et fald i indbyggertallet på hele 39 pct., Rumænien på 30 pct. Polen 15 pct. og Bosnien-Hercegovina og Serbien 33 pct.

Problemet i dag afviger på mange måder det, vi oplevede tilbage i 1960erne og 1970erne. Dengang rejste omkring 100.000 fra sydøst til den rige del af Europa, rigtig mange af dem til Tyskland. De fleste var ufaglærte. Det er ikke tilfældet i dag. Landene i Centraleuropa og Sydøsteuropa er alvorligt ramt af fænomenet ”brain drain”, dvs. veduddannede. Hele 32 pct. af dem der kaldes ”mobile EU citizens” har universitetsuddannelser, og rigtig mange i den gruppe er læger og sygeplejersker/plejere.

Derfor har flere regeringer, bl.a. den rumænske, rejst spørgsmålet om ret til at sætte en tidsgrænse for, i hvor lang tid veluddannede, fx læger, skal kunne arbejde i udlandet. Men det er svært at få godkendt i EU. Modsat i 1960erne og 1970erne tager rigtig mange deres familier med, når de forlader deres hjemland. Og modsat tidligere er udvandring ikke i dag kun begrundet i lønforhold, også i utilfredshed med de sociale forhold i deres hjemland og den udbredte korruption.

Kort sagt er håbet til fremtiden lav og især blandt yngre i den arbejdsdygtige alder. De mindste lande er som oftest hårdest ramt. De større, fx Polen, bedre kan lokke folk tilbage til hjemlandet.

Gennemtænkte nationale strategier er alt for sjældne, fastslår Drakulic. De strategier der er kommet, er ofte udarbejdet af national-konservative partier og regeringer med tætte relationer til kirken. De lægger typisk vægt på patriotisme og familien, fx give større familieydelser og skattelettelser til flerbørn familier, sådan som vi har set i Polen og Ungarn, men er ikke i stand til at give yngre mere moderne indstillede håb nok for fremtiden.