Europolitikere tjener kassen ved siden af deres job i Europa Parlamentet

Guy Verhofstadt er en af de mest aktive europolitikere til at tjene penge ved siden af sit fuldtidsarbejde i Europa Parlamentet Foto- Claude TRUONG-NGOC

Af Ota Tiefenböck

EU: Op imod en tredjedel af medlemmerne af Europa Parlamentet tjener penge ved siden af deres arbejde i Europa Parlamentet. Det sker selvom deres arbejde i parlamentet er et fuldtidsarbejde, skriver Transparency International EU i en rapport offentliggjort tirsdag.

Ifølge Transparency International EU har europolitikerne siden deres mandat begyndte i 2014 samlet tjent mellem 18 og 41 millioner euro.

Topscorerne er Renato Soru fra Italien med en minimum ekstra indkomst på 1,54 millioner euro, Antanas Guoga fra Litauen, 1,35 millioner euro og EU-føderalisten Guy Verhofstadt fra Belgien med en ekstra indkomst på mindst 920.614 euro.

Blandt de 30 mest aktive europolitikere med ekstra indtægter er blandt andet ni franskmænd, fire fire italienere og tre polakker.

Den største stigning i ekstra indkomst, fra den første selvangivelse til den sidste kan notere sig Antanas Guoga fra Lithauen, som har formået at tjene 2.952.012 euro ekstra. Et ganske flot resultat ved siden af et fuldtidsarbejde.

Ser man på landfordeling er det de belgiske europolitikere, der er de mest aktive. 62 procent af dem har en ekstra indkomst ved siden af arbejdet i Europa Parlamentet med en gennemsnitlig minimumindkomst på 98.946 euro. Belgien er i opgørelsen efterfulgt af Østrig med 56 procent og Danmark med 54 procent. De danske europolitikere har dog heller ikke noget at skamme sig over, da de ifølge rapporten samlet har tjent mindst 303.232 euro.

Generelt er det europolitikere fra de gamle EU medlemslande, der er mest aktive med at tjene ekstra penge ved siden af deres job i Europa Parlamentet, mens de øst- og centraleuropæiske politikere ser ud til at være de mindst aktive. Eksempelvis er det kun 6 procent af bulgarske, 8 procent af slovakiske og 10 procent af ungarske politikere, der benytter sig af ekstra indkomster.

Ifølge de oplysninger jeg har fundet frem til tjener en europolitiker knap 9.000 euro om måneden, dertil kommer diverse tillæg.

Share This