Europas tilstand

Foto: Orion8

 

Det europæiske kontinent er overvældet af en række meget forskellige kriser, der udspiller sig samtidig og truer med at rive forestillingen om et forenet Europa endegyldigt i stykker.

Af Thomas Lie Eriksen

Europa: Efterkrigstiden er definitivt forbi, og de europæiske stater står over for kriser, som man skal tilbage til tiden før 1945 for at finde  tilsvarende. Men er det aftenlandets undergang, vi er vidne til, eller hvordan skal man vurdere den nuværende periode i Europas historie?

Den store tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955), en af den europæiske åndshistories giganter, var gennem sit vældige forfatterskab stærkt optaget af sygdomme, fysiske såvel som sjælelige. I de store romaner som Huset Buddenbrook, Trolddomsbjerget og Doktor Faustus er der altid en af de centrale personer, der kommer til at lide af en alvorlig sygdom, det være sig tyfus eller syfilis. I Trolddomsbjerget er handlingen ligefrem henlagt til et lungesanatorium i de schweiziske alper, hvor alverdens sygdomme trives. Manns besættelse og brug af sygdomme er filosofisk inspireret, men fungerer først og fremmest som metafor. Thomas Manns forfatterskab kan anskues som et bestandigt forsøg på at diagnosticere hans voldsomme og urolige samtid og forsøge at bygge bro over de mange modsætninger, der prægede Europa fra slutningen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af Den kolde krig.

Hvordan skal vi i dag diagnosticere Europas tilstand og måske finde en mening gennem ulykkerne? En umiddelbar tolkning er, at det europæiske kontinent har fået et kollektivt chok oven på den bratte opvågning fra drømmen om historiens afslutning og en konfliktfri verden. Et chok er i udgangspunktet en psykisk tilstand, men kan medføre fysisk handlingslammelse, hvilket synes at være tilfældet for Europa, men hermed er ikke alt sagt, og for at forstå omfanget af den europæiske krise er det nødvendigt at undersøge dens enkelte bestanddele.

Kriser i alle verdenshjørner

Den europæiske krise anskuet som et samlet og overordnet fænomen udspiller sig i nord, syd, øst og vest. Hele kontinentet er i spil. Hvis vi begynder med den nordlige del af Europa, er det dominerende tema Brexit, som truer med at blive det altoverskyggende problem de næste par år. Forløbet omkring briternes udmeldelse er, allerede inden den egentlig er begyndt, præget af kaos og forvirring. Premierminister Theresa May har erklæret, at regeringen ønsker et fuldstændigt brud med EU, hvilket indebærer, at alle institutionelle bånd kappes til Bruxelles. May er endog parat til et større opgør med Unionen, såfremt der finder forsøg sted på at besværliggøre eller straffe briterne for deres nye uafhængige europapolitik. Den britiske regerings position er imidlertid blevet yderligere kompliceret af en kendelse fra Højesteret, der betyder, at parlamentet skal godkende det endelige forhandlingsudspil. Dertil kommer spørgsmålet, om det overhovedet er realistisk at færdigforhandle den britiske udmeldelse inden for tidsfristen på to år.

Selv om den britiske position kan synes ugunstig, er Storbritanniens mulige farvel på ingen måde uden problemer for det øvrige Europa. I tilfælde af et endegyldigt Brexit vil Unionen miste et af sine økonomisk og militært stærkeste medlemmer, og dermed vil Europas globale indflydelse blive yderligere formindsket. Udsigten til et kaotisk forløb over de næste par år, hvor det mest kan komme til at omhandle forhandlinger med London, er noget som Bruxelles bestemt godt kunne undvære i en situation, hvor den europæiske union kæmper for sin overlevelse. Opgøret med Storbritannien gør det på ingen måde nemmere at bringe det europæiske projekt i fornyet fremdrift. Valget af Donald Trump som amerikansk præsident komplicerer yderligere Europas skrøbelige position. Trump har udtalt, at han vil støtte briterne, og at ideen om et forenet Europa under tysk lederskab ikke er noget, den nyvalgte præsident ser den store fordel i. Det er så meget desto mere bekymrende for Bruxelles, som amerikansk støtte opfattes som afgørende for løsningen af den krise, der udspiller sig i kontinentets østlige del.

Kriser i den østlige del af kontinentet er ikke et nybrud, men en del af en efterhånden gammel historie. Det østlige spørgsmål eller problem har bestået gennem århundreder, uden at en egentlig løsning herpå er fundet. Centralt står forholdet mellem Rusland og Vesteuropa/Centraleuropa. Fra begyndelsen af Ruslands statslige eksistens har relationen til det øvrige Europa været præget af mistro, gensidige beskyldninger og ikke mindst egentlige og voldsomme krigshandlinger.

Uenighederne mellem Moskva og Vesten bunder i religiøse, kulturelle og geopolitiske forskelle, som det synes næsten umuligt at bygge bro over. Spørgsmålet om Ukraines politiske tilhørsforhold står i dag som hovedudfordringen, som det har gjort gennem næsten hele historien mellem Vesten og Rusland. Hvor Vestens liberale politiske elite fokuserer på Moskvas folkeretsstridige annektering af Krim-halvøen samt støtte til separatisterne i Østukraine, er russerne  fokuserede på, hvad de opfatter som Vestens fremmarch mod den russiske grænse, hvorfor Moskva er parat til at yde store ofre for bevare en form for kontrol over Ukraine og sikre sig en bufferstat mod for stor vestlig indflydelse. At finde et kompromis mellem disse positioner er overordentlig vanskeligt, for ikke at sige umuligt for øjeblikket. Dette bidrager imidlertid til at destabilisere den sikkerhedspolitiske orden i hele Østeuropa og ikke nok med det: konflikten mellem Moskva og Bruxelles er langsomt men sikkert begyndt at brede sig til Balkan, hvor fornyede uroligheder i dette meget følsomme område af Europa igen er blevet en reel risiko.

Det østlige spørgsmål omhandler imidlertid ikke kun Rusland, men også de tidligere medlemmer af Warszawa-pagten, herunder især Polen og Ungarn. Efter at medlemskab af såvel NATO som EU var opnået, har den politiske udvikling i de to stater i de senere år bevæget sig mod stadig mere autoritære og antiliberale styreformer. En hovedårsag til denne udvikling skal nok findes i et voksende ønske om større politisk uafhængighed af Bruxelles og Berlin, som bliver opfattet som en forhindring i arbejdet med at udvikle den nationale interesse fx i forhold til flygtningepolitikken. Under alle omstændigheder udfordrer den politiske situation i de tidligere østlande i alvorlig grad det europæiske projekt, som bygger på helt andre principper. Hvordan håndterer det øvrige Europa denne problemstilling på et tidspunkt, hvor behovet for europæisk enighed er større end nogensinde?

Drømmen om Europa

Et yderligere problem for den politiske ledelse i Berlin og Bruxelles er den fortsatte ustabile økonomiske situation i Sydeuropa, hvor Grækenland nok engang nærmer sig den økonomiske afgrund, og Italien heller ikke kan fremvise store reformtiltag og økonomiske fremskridt.

Den europæiske krise er imidlertid ikke kun et spørgsmål om ideologi og økonomi, neoliberalisme versus statslige velfærdsordninger. Grundlæggende må krisen anskues i et kulturelt og geopolitisk perspektiv. Den europæiske unions historiske kerne udgøres af Benelux-landene, Frankrig, (vest)Tyskland og (nord)Italien. Det var disse stater, der i 1952 grundlagde Kul- og Stålunionen, og det er herfra, at flertallet af Unionens topfolk i dag stammer. Det gælder kommissionsformand Jean-Claude Juncker, den netop afgåede formand for Europa-Parlamentet Martin Schulz samt den tidligere belgiske premierminister og nuværende formand for den liberale gruppe i parlamentet Guy Verhofstadt. Undtagelsen er rådspræsident Donald Tusk. At det meste af den samlede EU-ledelse i øjeblikket kommer fra samme kulturelle område, er en vigtig brik i forklaringen på den europæiske krise. EUs kerneområde er nemlig sammenfaldende med Karl Den Stores (742-814) rige, der var den første større europæiske statsdannelse efter Romerrigets sammenbrud, og som på forskellig vis har domineret (vest)Europa frem til i dag.

Det er dog også her, at fx Storbritanniens historisk set største rivaler og dødsfjender, Tyskland og Frankrig, er beliggende. Efter at briterne havde mistet deres besiddelser i Nordfrankrig i løbet af middelalderen, blev kontinentet set fra britisk perspektiv forvandlet fra et område med strategiske og økonomiske muligheder til en eksistentiel trussel mod briternes særlige levevis og sidenhen deres imperium. Mistænksomheden over for alt, hvad der stammer fra kontinentet, er aldrig fuldstændig blevet overvundet på de britiske øer, hvilket forklarer en del af baggrunden for Brexit. Den globalt orienterede britiske elite er muligvis vild med den europæiske ide, og hvad den kan tilbyde Det Forenede Kongerige, men store dele af middelklassen er fortsat bundet til deres ø og betragter derfor den politiske udvikling på kontinentet med stor mistro.

Østeuropa er et kapitel for sig i den europæiske historie, et kapitel som man aldrig rigtig har forstået i Karl Den Stores del af Europa. Østeuropas voldsomme og blodige historie adskiller det på mange områder klart fra det øvrige Europa. Den historiske og politiske udvikling i henholdsvis Vest- og Østeuropas er således markant forskellig: Det østlige Europa har været domineret af et skiftende antal imperier, der har udkæmpet blodige krige om kontrollen over denne del af kontinentet. Det har medført meget klare og fastforankrede fjendebilleder og skabt en historisk-politisk situation, der er utrolig skrøbelig,  hvor den mindste forskydning kan skabe jordskælvsagtige tilstande i det politiske liv, som konflikten i Ukraine er et tydeligt eksempel på.

Med Donald Trump som amerikansk præsident er det blevet hævdet, at Europa nu står alene. Førnævnte Donald Tusk mener ligefrem, at USA kan udgøre en trussel mod Europas politiske stabilitet på linje med Kina og Rusland. Andre iagttagere ser imidlertid Kina som en mulig ny økonomisk- og måske på sigt sikkerhedspolitisk partner for EU, hvilket dog indebærer, at der må ses bort fra, at Beijing repræsenterer et lige så undertrykkende styre som det forhadte Rusland, samt at kineserne grundlæggende er lige så fokuseret på den nationale interesse, som Trumps Amerika.

Det kan derfor være svært at se den store fordel, hvis Europa erstatter USA med Kina, men hvad står så tilbage? Kan der skabes et samlet og i egentlig forstand forenet Europa? Med de enkelte europæiske nationers lange, komplicerede og meget forskelligartede historie in mente, forekommer det overordentlig vanskeligt at virkeliggøre denne vision, så meget mere som der i øjeblikket også er alvorligt skred i kerneeuropa, hvor Tyskland og især Frankrig med stor hast bevæger sig i EU-kritisk retning.

Men hvis et forenet Europa ikke kan lade sig gøre, så kan måske et regionernes Europa, hvor mindre grupper af beslægtede stater samarbejder tæt. Her vil nogle indvende, at sådanne enheder er for små over for klodens globale giganter, og at denne form for regionalisering slet ikke vil kunne fungere, men det står dog samtidig klart, at drømmen om Europas forenede stater synes længere væk end nogensinde, og at der derfor må tænkes i nye baner.

Thomas Manns kunstneriske og politiske ambition var at skabe fornyet ligevægt for Tyskland og Europa som helhed. Ved Manns død var Tyskland og kontinentet politisk, ideologisk og økonomisk brækket midt over. Med murens fald strålede drømmen om det forenede kontinent og den evige fred klarere end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig, men Historien kan man ikke flygte fra, og det store tema i europæisk historie før og nu er splittelse og konflikt. Velkommen til Historiens genkomst.