Ad

Europa og Biden som præsident i USA. Hvad kan vi forvente? Mr.East giver et bud

USAs præsident Joe Biden Foto- The White House

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU/USA: Hvad betyder præsidentskiftet i USA for Europa? Det spørgsmål forsøger rigtig mange kommentatorer og eksperter at besvare, deriblandt Lukasz Wojcich og Ivan Krastev, sidstnævnte chef for den liberale tænketank ECFR i det polske ugeskrift ”Polityka” (6. og 7. 2020).

USA ønsker igen at blive verdens leder, fastslår Wojcich, at få skabt et globalt liberalt hegemoni. I årene 2002 til 2006 var Antony Blinken rådgiver for Joe Biden, dengang formand for Senatets udenrigskomité. Biden og Blinken var meget enige, dog ikke om den militære intervention i Libyen, som Biden ikke støttede.

Under Biden ønsker USA ikke at agere militært på egen hånd, hertil er de historiske erfaringer alt for dårlige. Europa skal være med og skal acceptere USA’s lederrolle. Kort sagt, nostalgien, troen på og længslen efter unipolaritet og amerikansk lederskab har igen fået godt fat. Spørgsmålet er, om Europa vil følge trop. Den problematik rejser Ivan Krastev og med særlig vægt på holdningerne i det ny Europa, dvs. landene i Central- og Sydeuropa.

Ungarn har tænkt sig at fastholde tætte forbindelser til Kina. Orbán har således givet tilladelse til oprettelse af en ny stor kinesisk universitetsenhed i Ungarn, har koblet sig til det kinesiske Bælt og Vej initiativ og anlægger en kinesisk finansieret jernbanelinje mellem Beograd og Budapest.

I det gamle Europa betragtes Italien og Grækenland som mest pro-kinesiske. I andre lande er meningerne delte. Europa ser ikke i samme grad som før USA som vigtig for sikkerheden, kun 10 pct. af tyskerne betragter iflg. meningsmålinger USA som en vigtig samarbejdspartner i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Frygten for handelskrig og regulær krig med Rusland og Kina er høj i Europa, iflg. meningsmålingerne også i Polen.

Polen og Ungarn har ikke under Biden samme opbakning i deres konflikter med EU. Men Polen følger USA’s hårde linje over for Rusland og Kina, og det gør en forskel. Holdningerne til Kina er ret pragmatiske i de fleste EU-lande, men som sagt ret forskellige. Skellet mellem krig og ikke-krig er blevet udvisket, brugen af cybervåbnet og sanktioner taget til.

Merkels mulige efterfølger på kanslerposten (Laschet) er pragmatiker Han har ikke som Merkel personlig baggrund i DDR og tætte relationer til Central- og Østeuropa. Han støtter Northstream II gasprojektet og henviser til, at handel og energisamarbejde med Rusland/Sovjetunionen var tysk politik selv under de værste år under den gamle kolde krig (”Wandel durch Handel” linjen).

At Rusland er faret så hårdt frem i sagen om Navalnyj skyldes, at Putin ønsker at sende et klart signal til Vesten om, at Moskva ikke bøjer sig for kritik og for vestlig indblanding. ”Navalnyj effekten” skal begrænses og isoleres, om nødvendigt via større undertrykkelse i Rusland selv.

Oppositionen i Hviderusland står for ikke-vold og for en ”selvbegrænsende revolution”, bruger ikke geopolitik som våben. Putin ønsker ikke at være Lukasjenko’s gidsel. Han ser ham gerne fjernet, dog forudsat at vitale russiske interesser ikke går tabt. Kort sagt satses der på en kontrolleret overgang til post-Lukasjenko æraen.

Både Polen og Ungarn har et anspændt forhold til Ukraine, for Polens vedkommende mest på grund af forskellig udlægninger af historien, især de frygtelige drab og udrensninger under og lige efter 2. verdenskrig. Ungarn og Ukraine strides mest om vilkårene for det ungarske mindretal i Ukraine. Biden har næppe interesse i at blande sig i disse stridsspørgsmål.