Ad

Europa efter Europaparlamentsvalget, det ny politiske landkort

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: Det politiske landkort er blevet markant forandret både på EU-plan og i de enkelte lande. Går vi tilbage i tiden blev valgene i højeste grad bestemt ud fra det, forskere kalder ”skillelinjer” (”cleavages”). Den dominerende skillelinje var dengang økonomisk, var (og er) forbundet med klasseforskelle og fordelingspolitik, fx skattepolitik. Venstrefløjen krævede omfordeling, højrefløjen advarede. Som sagt af den nu afdøde partiforsker Peter Mair, var politiske partier årtier tilbage stærke og dagsordensættende, de havde mange medlemmer, stærk organisation, og mange borgere fandt ligefrem deres rødder og identitet via partitilhørsforholdet. Dette er markant forandret. Vælgerne fravælger i dag i stigende grad partimedlemskab, og partiloyaliteten er på et meget lavt niveau.

De store partier, fx socialdemokratierne, har tabt mange vælgere, sagt med andre ord er antallet af kernevælgere dalet markant. I kun få lande har ét politisk parti mere end 30 pct. af vælgerne bag sig. Det gælder i Portugal og Østrig og allermest udpræget i Polen og Ungarn. Ved Europaparlamentsvalget fik Lov og Retfærdighedspartiet i Polen således 45 pct., i Ungarn fik Fidesz over halvdelen af stemmerne, 52 pct.

Valgene bestemmes i dag mest ud fra politiske enkeltsager med koblinger til kultur og identitet. Som sagt af den kendte polske politolog Piotr Buras kan konservatisme på europæisk plan groft sagt opdeles i Angela Merkel’s pragmatisme, Sebastian Kurz’ ”ubestemmelige” politik og Viktor Orbán’s national-konservatisme. Venstrefløjen har fået alvorlige problemer med vælgerne, tesen om klassekampen fænger ikke i samme grad som før. Socialdemokratierne ses som en del af det politiske ”mainstream”, har tabt mange vælgere. Se blot Tyskland.

I dag, siger Buras, styrer liberale i 9 lande, de kristelige partier i 8 og socialdemokrater i blot 6 lande. Regeringer er klart mere ustabile end før. Landene er blevet mere uregerlige. Valgene til Europaparlamentet skabte ikke det skred over mod populistiske højrepartier, som mange frygtede på forhånd. Men nationalkonservatismen og illiberalismen er en faktor, som der skal tages højde for.

Mest i iøjnefaldende er vælgernes usikkerhed. Iflg. tænketanken ECFR var over 100 mio. vælgere usikre på, hvad de ville stemme ved Europaparlamentsvalget. Som sagt, partiloyaliteten dalet, internettet og de sociale medier har vundet indpas og vælgerne mobiliseres i stigende grad omkring konkrete temaer, fx klima eller religion. ”Antipolitik” og ”antipartipolitik” har vundet frem. Vælgerne i dag har ikke én identitet, men flere.

Som rigtigt sagt, før var politik nærmest en ”familieudflugt”, for partitilhørsforholdet fulgte slægten og holdt sig livet igennem. I dag er politik snarere en basar – frit valg fra alle hylder. Politiske enkeltsager og kommunikation vejer tungest.