EU indleder artikel 7 procedure mod Polen

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Polen/EU: Retsstatsprincipperne i Polen er overtrådt, og alle forsøg på at opnå en konstruktiv dialog med landet har ikke bragt nogen succes. Det mener Europa Kommissionen, som dag har besluttet at indlede en såkaldt artikel 7 procedure mod Polen. Proceduren kan udløse sanktioner mod landet og i værste fald ende med suspendering af Polens stemmeret i ministerrådet. Det skriver internationale medier.

Europa Kommissionens næstformand Frans Timmermans peger på, at Polens regering i de seneste to år har vedtaget mere end 13 love, som påvirker hele retsstatsprincippet i Polen.

Det er første gang i EU`s historie, at proceduren med artikel 7 bliver taget i brug. EU`s medlemslande skal i den kommende tid tage stilling til situationen i Polen. Kommissionens beslutning skal ligeledes bekræftes af Europa Parlamentet. Efterfølgende skal landene stemme om Kommissionens beslutning. Her skal mindst 22 af EU`s 27 lande stemme for proceduren.

Polens regering betegner Europa Kommissionens beslutning for politisk motiveret og har tilkendegivet, at landet vil fortsætte at reformere landets retssystem. ota

Share This