Ad

”EU bedrager os”, er Øst- og Centraleuropa reelt nettobidragydere til EU?

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: På højrefløjen i Polen er det ikke tabu at diskutere ”Polexit”, dvs. en formel eller måske reel udmeldelse af EU.  Den holdning afvises på det skarpeste af liberale og socialister. I den polske befolkning som helhed er op mod 90 pct. tilhængere af EU, men omkring 40 pct. eller endnu flere mener samtidig, at Polen ikke bliver behandlet på lige fod med lande i det ”gamle” Europa.

At se forholdet til EU udelukkende ud fra en kasse-tænkning, hvor meget betaler vi til og hvor meget får vi fra EU, er vi nettobetalere eller nettomodtager af EU-penge, er meget udbredt. Men det alt for forenklet, skriver Tomasz Cukiernik i det højrenationale ugeskrift ”Do Rzeczy” (48, 2020). Og det synespunkt deles af mange, ikke alene af EU-kritikere.

Det rumænske medlem af Europaparlamentets budgetudvalg Clotilde Armanel når, med henvisning til den franske økonom Thomas Piketty, frem til at der i EU reelt flyder fra de fattige til de rigere lande. Piketty har beregnet, at de penge som vest-europæiske selskaber opnår via investeringer i Central- og Østeuropa er to gange højere end nettooverførslerne til det ”ny” Europa fra EU’s budget. Hun henviser også til beregninger, der viser, at pengene fra EU’s kasser i det ”nye” Europa i snit forøger bruttonationalproduktet (BNP) med 2-4 pct., men udsivning af kapital fra selv samme lande udgør 4-6 pct.

Vilkårene for investorer er asymmetriske, hævdes det. De vestlige investorer har haft og har stadig bedre vilkår end de hjemlige. Den tendens begyndte straks efter kommunismens fald og er fortsat siden. Polske beregninger viser, at det især er Holland og Tyskland, der scorer kassen. Danmark følger pænt med. Tomasz Cukiernik henviser blandt andet til danske byggefirmaer, der tjener store penge i Polen ved at fakturere overskuddet ekstremt lavt og derefter sender det hjem til Danmark.

Andre derimod mener, at investeringerne uanset skatteforhold under alle omstændigheder skaber vækst og henviser i den forbindelse til erfaringerne fra Irland. Uden EU-medlemskabet ville investorer føle sig usikre, og renteniveauet vil derfor stige.  Det skal også tages i betragtning, mener kritikerne, at det i høj grad er vestlige firmaer, der får ordrerne på infrastrukturprojekter i Polen og andre centraleuropæiske lande, ikke modtagerlandene selv.

Hertil kommer, at den infrastruktur der skabes via EU-penge i meget høj grad gavner investorer fra rige EU-lande. Hertil skal lægges, at kravene fra EU til omlægning af energisektoren vil koste Polen skønsmæssigt 400-500 mia. euro, mere end det samlede bruttonationalprodukt (BNP) for et helt år. 

Det skal heller ikke glemmes, at udvandringen af arbejdskraft, det være sig i industri, bygge – og anlægsvirksomhed og inden for sundhedssektoren, har drænet landene i Central- og Østeuropa for arbejdskraft og ført til regulær hjerneflugt. Læger og andet sundhedspersonale har i stort tal rejst til det rige Europa for at tjene penge. Ad den vej opnår de rige EU-lande højere velstand og løser deres problemer med demografien. Kun Tjekkiet er sluppet nogenlunde helskindet.

Hertil kan tilføjes Frankrigs indskrænkninger af den fri bevægelighed af serviceydelser i EU med det bevidste formål at holde konkurrenter fra det ”ny” Europa ude. Ét af mange eksempler er kravene til lastbiltransport fra ”øst”. EU-kritikere og polske ”Polexit” fortalere forkaster derfor i skarpe vendinger forlagene om at begrænse pengeoverførsler fra EU’s budgetter til lande, især Polen og Ungarn, der iflg. Bruxelles bryder EU’s grundlæggende værdier grundet mangel på ”rule of law”.

”Rule of law” brydes i andre lande. Bulgarien, EU’s mest korrupte land og med det værste forhold for mediefriheden, slipper fri. Regeringen har gode forbindelser til Bruxelles, provokerer ikke. I samme udgave af ”Do Rzeczy” peger Tomasz Rowinski på, at flere fremtrædende politikere og ”eksperter” helt åbent ønsker at skabe et EU uden Warszawa og Budapest. Her nævner han Hollands ministerpræsident Mark Rutte og Luxembourgs nu tidligere udenrigsminister Jean Asselborn. De arbejder ihærdigt for et EU bestående af en hård kerne af privilegerede og ensrettede lande.

Et gaullistisk nationalstaternes Europa er målet for polske og for den sags skyld også en del ungarske højrenationale, med frihandel og uden indblanding og krav fra Bruxelles, når det gælder fx retsforhold og immigration. Om nogle lande vil gå videre i samarbejdet, er deres egen sag. Kort sagt, en anden form for EU-exit end den britiske.

Læs også: