EU aftale om migration er varm luft

Illustrationsfoto: VOA, Nicolas Pinault

Af Ota Tiefenböck

EU: Fælles modtagecentre for migranter med en hurtig asylbehandling. Derudover vil EU arbejde på at etablere centre uden for Europa, formentlig i Nordafrika.

”Efter ni timers diskussioner nåede vi en aftale. Det europæiske samarbejde sejrede til sidst, sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron efter mødet.

EU vil i samarbejde med UNHCR, undersøge mulighed for etablering af centre uden for EU, således disse centre bliver i overensstemmelse med international lovgivning.

De europæiske ledere lancerede med stolthed i stemmerne resultaterne af topmødet i Bruxelles og det er formentlig ikke tilfældigt, at de udlægger gårsdagens forhandlinger og det efterfølgende resultat som en sejr. Men er det en sejr?

Det lyder godt, at de europæiske ledere er blevet enige om noget, men det lyder ikke umiddelbart som om der er meget at glæde sig over. Det eneste håndgribeligt resultat af forhandlingerne er, at obligatoriske flygtningekvoter er taget af bordet. Det er godt, at der kunne blive enighed om det, men hvad med resten?

Hvad sker der eksempelvis, når den næste NGO båd redder migranter i Middelhavet og skal lægge til i Italien? Vil Italien stille sine havne til rådighed og modtage det næste hold migranter og stille sig tilfreds med, at EU undersøger mulighederne for etablering af centre uden for EU?

Det lyder ligeledes ganske godt og smart at etablere modtagecentre i tredje lande, men hvem vil lægge jord til sådan et center? De nordafrikanske lande er de lande der oftes bliver nævnt i denne forbindelse. Her har både Libyen og Algeriet allerede meldt ud, at de under ingen omstændigheder ønsker centre af den type på landenes territorium. Det vil med andre ord sige, at der må være tale om enten Marokko eller Tunesien. Begge lande har sikkert brug for penge, men om de så også ønsker at have sådan nogle centre, er noget helt andet. For ikke at tale om, hvorvidt det fra vores side over hovedet er moralsk rigtigt at eksportere vores problemer til andre lande.

Og hva med de mange migranter, som er blevet afvist som flygtninge med ret til asyl og nu bevæger sig frit rundt omkring i Europa? Så vidt jeg kunne læse i medierne, indeholder den store aftale intet om dem?

Aftalen om migration lyder umiddlebart mere som en stunt for medierne end en rigtig aftale. Et stærkt Europa skal jo udsende et signal om enighed og samarbejde. Den kommende tid vil vise, hvor meget denne fantastiske aftale, som har taget ni timer at forhandler på plads også vil hjælpe det, aftalen handler om, nemlig illegal migration.

Share This