Et stigende antal ukrainere arbejder og køber bolig i Polen

 

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Polen: Ukrainere køber i stigende tal boliger og fast ejendom i Polen. Ja, på listen over udenlandske købere figurerer ukrainerne højere end tyskere og briter! Et stigende antal vælger at købe i stedet for at leje deres bolig, skriver Justina Sobolak (”Gazeta Wyborcza” 5.3.18).

Målt efter kvadratmeter købte ukrainerne i 2013 ialt 18.665, i 2016 ikke mindre end 64.118 kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 24 pct. i forhold til året før. Tyskerne købte i 2016 i alt 35.372 m2.

Hovedårsagen til det stigende antal køb er den meget store indvandring af ukrainere til Polen over de sidste år. Warszawa er det mest populære sted at købe bolig, derefter følger Wroclaw, Gdánsk og Poznan.

Omfanget af udenlandske køb af ejendom er dog indtil nu på et beskedent niveau målt i forhold til det samlede salg, 1.5-2 pct., men stigningen er bemærkelsesværdig, og den forventes at fortsætte.

Proceduren for at købe bolig og ejendom er forholdsvis enkel. Det er nok for udlændingene at besidde visum og arbejdstilladelse/opholdstilladelse. Til gengæld, skriver det polske Newsweek (11.2018) er det blevet langt sværere og mere bureaukratisk for ukrainere at skaffe arbejdstilladelse i Polen. Ventetiden er fra et halvt helt op til halvandet år, og det selv om der i mange brancher er hårdt brug for ukrainere pga. udbredt arbejdskraftmangel.

Iflg. de seneste meningsmålinger er modstanden og negative holdninger i Polen over for ukrainere vokset markant. 32 pct. af polakkerne betragter iflg. meningsmålingsinstituttet CBOS ukrainere negativt, højere end negative holdninger over for jøder (26 pct.).

Stærkt bekymrende er, at et stigende antal ukrainere er blevet fysisk overfaldet og groft chikaneret. På arbejdsmarkedet bliver adskillige ukrainere groft underbetalt eller får slet ikke den løn, der er aftalt. Kun få arbejdsgivere betaler til de tvungne forsikringsordninger.

Initiativet Euromaidan-Warszawa forsøger at skabe en konstruktiv dialog, men erkender at det er blevet meget vanskeligere. Det nøjagtige antal ukrainere i Polen er svært at fastlægge nøjagtigt. Ministerpræsident Mateusz Morawiecki har sat tallet til 1.5 mio., andre en del højere, mindst 2 mio. Et stort antal arbejder sort, og de nye mere besværlige og bureaukratiske regler for at få arbejdstilladelse tvinger også mange til det.

Share This