Erklæring fra Polens premierminister Mateusz Morawiecki

Af Mateusz Morawiecki, Republikken Polens Premierminister

I det 20. århundrede oplevede verden helt usandsynlige lidelser og flere hundrede millioner menneskers død – folk der blev myrdet i sygelige totalitære ideologiers navn. Den død og ødelæggelse som nazismen, fascismen og kommunismen har forårsaget, er indlysende for alle i vores generation. Det er ligeledes indlysende hvem der bærer ansvaret for disse forbrydelser – og hvis pagt der startede 2. verdenskrig, den blodigste konflikt i menneskehedens historie.

Desværre indebærer den tidsmæssige afstand til disse tragiske begivenheder at vores børn og børnebørn har stadig mindre viden om dem. Derfor er det så vigtigt at vi bliver ved med at tale højt om sandheden om 2. verdenskrig, om dens gerningsmænd og ofre – og at vi modsætter os alle forsøg på at fordreje historien.

Mindet om dette onde er særlig vigtigt for Polen – krigens første offer. Vores land var det første der blev udsat for en væbnet aggression fra det nazistiske Tyskland og det sovjetiske Rusland. Polen var også det første land der kæmpede for at forsvare det frie Europa.

Modstanden mod disse ondsindede stormagter er imidlertid ikke kun et udtryk for polsk heltemod – den er noget meget vigtigere. Denne modstand er en historisk arv som tilhører hele det nu frie og demokratiske Europa som dengang kæmpede mod to totalitære regimer. Når nogen i dag ønsker at nedgøre mindet om disse begivenheder for at fremme deres egne politiske mål, må Polen forsvare sandheden. Ikke bare af hensyn til sig selv, men af hensyn til det som Europa står for.

Molotov-Ribbentrop-pagten der blev underskrevet 23. august 1939, var ikke nogen ”ikke- angrebspagt”. Den var en politisk og militær alliance der inddelte Europa i to indflydelsessfærer – langs en linje som fulgte tre polske floder: Narew, Wisła og San. En måned senere blev linjen flyttet til floden Bug som følge af den ”Traktat om grænser og venskab mellem Det III Rige og USSR” som blev indgået den 28. september 1939. Dette var optakten til de helt usandsynlige forbrydelser blev begået på begge sider af linjen igennem de følgende år.

Alliancen mellem Hitler og Stalin blev omgående ført ud i livet: Den 1. september 1939 indledte Nazi- Tyskland en invasion af Polen fra vest, syd og nord, og den 17. september 1939 fulgte USSR trop med et angreb fra øst.

Den 22. september afholdtes en mægtig militærparade i Brest-Litovsk – en fejring af det nazistiske Tysklands og det sovjetiske Ruslands fælles sejr over det uafhængige Polen. Den slags parader organiseres ikke af parter i en ikke-angrebspagt – de organiseres af allierede og venner.

Sådan var det netop med Hitler og Stalin – i lang tid var de ikke bare allierede, men også venner. Som et udtryk for deres blomstrende venskab blev en gruppe på 150 tyske kommunister som inden krigsudbruddet var flygtet fra Det III Rige til USSR, i november 1939 overdraget fra Stalin til Hitler som en ”gave” – hvilket betød den sikre død.

USSR og Det III Rige arbejdede hele tiden tæt sammen. På en konference i Brest den 27. november 1939 mødtes repræsentanter for begge landes sikkerhedstjenester for at drøfte metoder og principper for samarbejde i kampen mod polske modstandsbevægelser i de besatte områder. Senere konferencer om samarbejdet mellem NKVD og SS fandt sted i bl.a. Zakopane og Krakow ( i marts 1940). Disse samtaler handlede ikke om ikke-angreb, men om likvidering af mennesker (dvs. mord), rettet mod

polske statsborgere, samt om fælles allierede handlinger med det formål at udslette Polen fuldstændig.

Uden Stalins medvirken i delingen af Polen og uden de naturresurser som Stalin forsynede Hitler med, ville den tyske forbrydelsesmaskine ikke have kunnet beherske Europa. De sidste toge med forsyninger kørte fra USSR til Tyskland den 21. juni 1941 – kun én dag før Nazi-Tyskland angreb sin hidtidige allierede. Takket være Stalin kunne Hitler ustraffet erobre stadig flere lande, spærre jøder fra hele kontinentet inde i ghettoer og forberede holocaust – en at de værste forbrydelser i menneskehedens historie.

Samtidig udførte Stalin forbryderiske handlinger i øst, undertvang det ene land efter det andet og udviklede det system af lejre som russeren Aleksander Solsjenitsyn kaldte for ”Gulag Øhavet”. I disse lejre blev flere millioner mennesker som var uenige med de kommunistiske magthavere, udsat for slavearbejde og morderisk tortur.

Det kommunistiske regimes forbrydelser begyndte allerede før 2. verdenskrig – udsultningen af flere millioner russere i begyndelsen af 1920’erne, den store hungersnød der betød døden for flere millioner indbyggere i Ukraine og Kasakhstan, den store udrensning hvor næsten 700.000 politiske modstandere og almindelige borgere i USSR, oftest russere, blev myrdet, samt NKVD’s såkaldte ”polske operation” hvor det først og fremmest var sovjetiske statsborgere af polsk afstamning der blev dræbt. Både børn, kvinder og mænd blev overladt til døden. Alene i ”den polske operation” blev der ifølge NKVD’s optegnelser skudt mere end 111.000 mennesker – folk som blev forsætligt myrdet af de sovjetiske kommunister. At være polak i Sovjetunionen var på det tidspunkt ensbetydende med en dødsdom eller mange år i eksil.

Denne politik fortsatte med forbrydelser begået efter den sovjetiske invasion af Polen den 17. september 1939. Mere end 22.000 polske officerer og repræsentanter for eliten blev myrdet, bl.a. i Katyn, Kharkiv, Tver, Kiev og Minsk, og forbrydelserne fortsatte også i NKVD’s torturkamre og i arbejdslejre i de fjerneste afkroge af det sovjetiske imperium.

De største ofre for kommunismen var russiske statsborgere. Historikere anslår at der alene i Sovjetunionen blev myrdet mellem 20 og 30 millioner mennesker. Døden og arbejdslejrene ventede endda også på de folk som ethvert civiliseret land tager sig godt af – krigsfanger der vendte tilbage til hjemlandet. USSR behandlede dem ikke som krigshelte, men som forrædere. Det var det sovjetiske Ruslands ”tak” til krigsfanger som havde været soldater i Den Røde Hær: død, arbejdslejre, koncentrationslejre.

Ansvaret for alle disse forbrydelser bæres af de kommunistiske magthavere med Josef Stalin i spidsen. Når man 80 år efter 2. verdenskrigs udbrud forsøger at rehabilitere denne historiske skikkelse af hensyn til den nuværende russiske præsidents politiske mål, må det mødes med entydig modstand fra enhver der har bare den mest grundlæggende viden om det 20. århundredes historie.

Præsident Putin har gentagne gange løjet om Polen, og han har altid gjort det helt bevidst. Det sker som regel i situationer hvor magthaverne i Kreml kan mærke et internationalt pres som følge af deres handlinger – et pres der ikke udøves på en historisk, men på en yderst nutidig geopolitisk scene. I de seneste uger har Rusland lidt flere væsentlige nederlag: Et forsøg på at tage fuldstændig kontrol over Belarus er slået fejl, EU har endnu en gang forlænget de sanktioner der blev indført efter den ulovlige annektering af Krim, drøftelserne i det såkaldte ”Normandiet-format” førte ikke til nogen lempelse af sanktionerne, og på samme tid blev der endda indført yderligere restriktioner – denne gang af USA – som vil medføre betydelige forhindringer for gennemførelsen af projektet Nord Stream 2. Derudover er russiske sportsfolk netop blevet udelukket for en periode på fire år på grund af doping.

Jeg betragter præsident Putins ord som et forsøg på at dække over alle disse problemer. Den russiske leder er fuldstændig klar over at hans beskyldninger ikke har noget at gøre med virkeligheden – og at der i Polen hverken findes mindesmærker for Hitler eller for Stalin. Sådanne mindesmærker har kun stået på vores jord når de er blevet rejst af agressorerne og forbryderne – Det III Rige og det sovjetiske Rusland.

Det russiske folk – det største offer for en af de mest grusomme forbrydere i verdenshistorien, nemlig Stalin – fortjener at høre sandheden. Jeg er overbevist om at det russiske folk er et folk af frie mennesker – og at det forkaster stalinismen, selv når præsident Putins regering forsøger at rehabilitere den.

Vi kan ikke gå med til at bytte om på bødler og ofre, på de grusomme forbrydelsers gerningsmænd og de uskyldige folk og lande der blev angrebet. Til ære for mindet om ofrene og for vores fælles fremtid må vi forsvare sandheden.