Er EU på vej til at udvikle sig til (E)USSR?

Af Ota Tiefenböck

Har du en anden holdning end den officielle kan du ende på en liste og dermed få et mere eller mindre officielt stempel som fjende af den samfundsordning du er en del af. Det må siges at være konklusionen på den danske udenrigsminister Anders Samuelsens udmelding om registrering af debattør Iben Tranholm på EU propaganda liste.

Jeg vil ikke forholde mig til Iben Tranholms udtalelser, jeg kender dem dårligt nok, og de gange jeg har læst noget af hende var jeg ganske uenig med hende.

Jeg vil heller ikke forholde mig til denne type listers eksistens. Det er sådan set ikke unaturligt, at hvert samfund beskytter sig selv og at den type lister eksisterer.

Det jeg vil forholde mig til er, at en dansk minister ganske åbent erklærer, at det er i orden, at et vestligt demokrati fører lister over anderledes tænkende og at han mener, det er i orden, at Iben Tranholm bliver opført på sådan en liste. Det begynder nemlig at minde mig om det samfund, hvor jeg selv er vokset op, Tjekkoslovakiet, og om den tankegang, der dengang kendetegnede hele den såkaldt kommunistiske Østblok og Sovjetunionen.

Min far var nemlig i sin tid også opført på en sådan en liste, og det blev efterfølgende hele min familie. Min far var ikke medlem af det Kommunistiske Parti, og det var dengang tolket som et bevis på, at man havde en fjendtlig indstilling i forhold til regimet.

Han var ellers ikke nogen helt, ikke nogen Vaclav Havel, som bekæmpede det kommunistiske regime. Han var økonom og mellemleder på en produktionsvirksomhed i Prag i levede et ganske stilfærdigt liv, hvor det var familien, der var det vigtigste. Han fik flere gange tilbudt en højere lederstilling, men forfremmelsen var betinget af, at han skulle blive medlem af Det Kommunistiske Parti. Det ville han ikke, der lå hans grænse.

Det var der ellers ikke meget odiøst i. En stor del af befolkningen var medlemmer blot fordi, det blev krævet af dem og tilskrev det ikke nogen betydning. Jeg kan huske mine forældres diskussioner, men min fars grænse lå klar: det ville han ikke, velvidende, at han aldrig kunne få en højere stilling (og højere løn naturligvis) og velvidende, at hans to sønner fik det svært senere i livet, f. eks når vi skulle søge ind på en videregående uddannelse.

Iben Tranholms registrering har formentlig ikke på samme måde de helt store konsekvenser for hende, men det havde anderledes holdninger heller ikke lige efter kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948. Det er dog et faktum, at Iben Tranholm nu er officielt stemplet som en fjende af vores demokrati.  Hvilken betydning vil det for eksempel have, hvis hun skulle ønske at søge en stilling i en statslig institution?

Sammenligninger med tiden under Sovjetunionen er naturligvis en smule overdrevet, men det er ganske alarmerende, at man i vores demokratiske samfund åbenbart kan blive registreret for sine holdninger. Det er i hvert fald ikke noget, jeg forbinder med et demokratisk samfund, hvor der netop burde være plads til og respekt for andres holdninger.

Min fars beslutning dengang havde en del konsekvenser for mig, men jeg er stolt af min far. At han var så stålfast dengang. Det har lært mig, at man skal stå fast ved sine moralske grundværdier uanset de omkostninger det måtte bringe med sig og det er meget mere, end alt andet. Det har også lært mig at protestere imod uretfærdighed, også når den bliver begået på andre.

Også hvis konsekvensen skulle blive, at mit navn havner på den samme liste, som Iben Tranholms.