Ad

Er et russisk initiativ vejen frem? 

Fra en demonstration i Tjekkiets hovedstad Prag Foto: FB

Der er desperat behov for initiativer, der gentænker forholdet mellem Rusland og Vesten, men hvordan skal de mere præcist udformes?  

Af Thomas Lie Eriksen

Rusland: For nyligt udgav Uffe Gardel et debatindlæg på Mr. East, hvori det foreslås, at der skabes et “russisk initiativ” med inspiration fra det såkaldte “arabiske initiativ”, som var et dansk diplomatisk program, beregnet på at styrke civilsamfundet i den arabiske verden og skabe grobund for et udvidet mellemfolkeligt samkvem. Uffe Gardel forestiller sig, at et lignende program kan udvikles med henblik på Rusland, der ifølge Gardel i disse år pga. af den diplomatiske isolation fra den vestlige verden bliver stadig mere radikaliseret, nationalistisk og militaristisk. I den forbindelse kan Danmark spille en særlig rolle, fordi vi historisk har haft en stabil og i lange perioder god relation til russerne. Et forhold, man ligeledes er opmærksom på i Moskva.

Jeg skal fra første færd erklære mig fuldkommen enig med Uffe Gardel i behovet for at skabe fornyet fremdrift i forholdet mellem Vesten og Rusland, og et initiativ, der især fokuserer på civilsamfundet og kulturudveksling, synes et godt sted at begynde. Ikke desto mindre findes der adskillige problemer ved etableringen af et sådant program. Først og fremmest selve inspirationsgrundlaget, hvor de initiativer, der måske vil fungere i en mellemøstlig kontekst, ikke nødvendigvis vil virke i den russiske verden. Såfremt det skal have reel effekt, vil der være behov for et større eftersyn af hele programmet. Dertil kommer spørgsmålet om, hvor succesfuldt det “arabiske initiativ” overhovedet var? Gardel bemærker selv, at initiativet led tilbageslag med Muhammedkrisen, men at det herefter viste sig nyttigt under det såkaldte “arabiske forår.” Dette forår løb dog reelt ud i ingenting, måske med undtagelse af Tunesien, hvilket viser, hvor vanskeligt det er at få diplomatiske programmer til at fungere i den konkrete (realpolitiske) virkelighed.

Et andet spørgsmål, der presser sig på, er hvordan konflikten mellem Vesten og Rusland bedste kan anskues, og hvor langt et tidsperspektiv der skal lægges ned over krisen. Man kan meget nemt få den opfattelse, at det først er i de sidste par år, at relationen mellem Moskva og Vesten for alvor er blevet fjendtlig, og selv hvis man lader konfliktperioden være sammenfaldende med Putins regeringstid, forekommer perioden alt for begrænset, hvis man ønsker at forstå krisens dybere lag. Som ofte påpeget kan konflikten bedste anskues ved at anlægge det meget lange historiske perspektiv, hvor forholdet mellem Rusland og den vestlige verden fra begyndelsen af russernes statslige eksistens var dårligt og ladet med fordomme, som grundede sig i kulturelle, religiøse og geopolitiske omstændigheder, som ingen statsleder var direkte ansvarlig for.  Der har været perioder med stabilitet og samarbejde, og Ruslands bidrag til europæisk kultur og stormagtspolitik er uomtvisteligt, men grundlæggende er konflikt og mistænksomhed fremherskende i relationen mellem russerne og det øvrige Europa, hvorfor der altså er tale om mange århundreders historie, der skal overvindes, såfremt forholdet til Moskva for alvor skal forbedres.

Mindre kan naturligvis gøre det, og i første omgang må udgangspunktet være at etablere basal kontakt til Moskva. Her kunne Danmark (og for den sags skyld Norge), som Gardel påpeger, være oplagte kandidater til at spille rollen som brobygger. De dansk/norsk/russiske forbindelser går langt tilbage og omfatter fælles fjendebilleder, alliancemæssige forpligtelser samt dynastiske forbindelser. I moderne tid under Den kolde krig var hverken København eller Oslo blandt de mest fjendtlige stater i relation til Sovjetunionen. Norge deler grænse med russerne, en grænse som er Ruslands mest stabile, hvor det efter murens fald og Sovjetunionens opløsning netop er lykkedes at skabe gode kontakter i grænselandet og udvikle samarbejde om bl.a.  fiskeri, kulturudveksling og handelsforbindelser.

Ovenstående burde fuldt ud kvalificere Danmark og Norge til at agere spydspids i forsøget på at genetablere dialogen med Moskva, hvor vanskelig en øvelse det så end bliver. Men siden krisen i Ukraine tog sin begyndelse med oprøret på Maidan, annekteringen af Krim og konflikten i de østlige regioner, har København og Oslo placeret sig blandt de meget Ruslandskritiske stater og dermed begyndt at nærme sig den svenske position, hvor Stockholm gennem mange år har ført an i opgøret med Rusland. Svenskerne er tilsyneladende aldrig kommet sig over nederlaget til Peter den store ved Poltava i 1709. Spørgsmålet er imidlertid om konfrontationens vej er den mest hensigtsmæssige for Skandinavien som helhed? Ønsker vi virkelig stormagtsrivalisering omkring os igen? Når Norge giver tilladelse til udstationering af 300 amerikanske marineinfanterister i den nordligste del af landet som svar på Ruslands øgede oprustning i Arktis, er det så virkelig i Norges sikkerhedspolitiske interesse? Risikerer man ikke blot en mulig destabilisering af grænseområdet i Nordnorge?

De skandinaviske lande kan med deres størrelse og kapacitet aldrig fuldt ud afgøre deres egen sikkerhedspolitiske skæbne, men er som mange andre småstater delvis prisgivet stormagternes spil. Hvad vi kan gøre, er at forsøge at forhindre eller mildne stormagtsrivaliseringerne, hvor russerne bestemt ikke bidrager til konstruktive fremskridt med deres aggressive retorik og militære foranstaltninger, men i øjeblikket synes det snarere, som om vi kaster benzin på bålet. Vi befinder os i sandhed i en nedadgående spiral, der konstant forstærker den allerede eksisterende konflikt, så hvad nu?

Med det netop offentliggjorte forhandlingsudspil til et nyt forsvarsforlig fortsætter regeringen ufortrødent konfrontationskursen mod Kreml. Forslaget om de øgede forsvarsudgifter begrundes bl.a. ud fra forventningen om Moskvas aggressive hensigter, og som svar sætter det russiske udenrigsministerium nu fokus på Danmark og den “uvenlige omtale” af Rusland, som ledende danske beslutningstagere fremsætter. Svaret fra dansk side er en total afvisning og påpegning af russernes eget ansvar for oprustningen med deres militaristiske eventyrpolitik. I Norge går diskussionen nu på, om der skal gives tilladelse til oprettelsen af permanente (amerikanske) militærbaser frem for den rotationsordning, der er praksis i øjeblikket.

Fra russisk side fastholdes synspunktet om, at årsagen til den nuværende krise skal findes i den vestlige verden og ikke mindst i den, set fra russisk hold, unødvendige udvidelse af NATO. Hermed er situationen totalt fastlåst og uden de store udsigter til, at en løsning er at skimte i horisonten (såfremt enigheden kan opretholdes i den vestlige verden, hvilket bestemt ikke er givet.) Et russisk initiativ er meget ønskværdigt, og der findes et nærmest desperat behov for diplomatiske tiltag, men som den realpolitiske virkelighed ser ud på begge side, forekommer det i overskuelig fremtid ganske urealistisk. Man kan blot håbe, at situationen vil ændre sig på et tidspunkt, og at dette tidspunkt ikke er alt for langt væk. I mellemtiden må det frygtes, at Skandinavien vil blive trukket stadig dybere ind i en stormagtskonflikt, som ikke er i nogens interesse, allermindst i vor egen.