Ad

Er Danmark ved at udvikle sig til et uland?

Af Ota Tiefenböck

Debat: Mange Mr.East læsere har med sikkerhed bemærket, at jeg i begyndelsen af september har udgivet en bog ved navnet “På den anden side af jerntæppet”. En del læsere havde bestilt bogen inden udgivelsesdagen. De skulle naturligvis have bogen som de allerførste. 11 bøger blev således sendt afsted på selve udgivelsesdagen den 5. september med Post Nord. Fremsendelsen som brev under 300gr kostede 60 kroner/stk i porto. Boblekuverter med bøgerne blev afleveret i indre København. De hurtigste forsendelser, eksempelvis til Hvidovre, nåede frem 8 dage senere, andre var flere dage undervejs. En forsendelse, til Dragør, er dags dato ikke nået frem endnu. 

Det kan vel ikke være rigtigt, den postservice, vi regner som en efterfølger af den tidligere så velfungerende Post Danmark, fungerer så elendigt? Post Nord har oven i købet den frækhed at kalde sig selv for “en moderne logistikvirksomhed” på virksomhedens hjemmeside.

Da jeg i sin tid flyttede fra Tjekkoslovakiet til Danmark var alt i Danmark velfungerende sammenlignet med Tjekkoslovakiet. Jeg kan blandt andet huske at breve jeg skrev til mine forældre i Prag altid var langt hurtigere fremme, end mine forældres breve sendt fra Tjekkoslovakiet. I dag, 36 år senere, synes rollerne ved at være byttet. Senere i september sendte jeg nemlig også en bog fra Tjekkiet. Den var undervejs lige så længe, som bogen fra København til Hvidovre. Forsendelsen kostede ca. 35 kroner.

Post Nord er desværre langtfra det eneste eksempel på, at serviceniveauet i Danmark er blevet voldsomt forringet og at de tidligere underudviklede servicevirksomheder i mit gamle hjemland nu har overhalet Danmark. Et andet godt eksempel er den tjekkiske  jernbanetransport, hvor tre forskellige selskaber konkurrerer med hinanden på priser og serviceniveau. Resultatet er jævnlige afgange på de fleste hovedruter, service i togene, eksempelvis gratis kaffe, mineralvand og aviser og blade, til priser på under 50 kroner for 200km. Transporten foregår desuden som regel uden forsinkelser.

Den offentlige transport i storbyerne er endnu et eksempel. I Prags veludviklede offentlig transport koster  det eksempelvis 32 tjekkiske kroner (ca. 9 kroner) for kørsel i alle zoner i halvanden time. En pris, som gælder alle, altså uden at man nødvendigvis skal have et rejsekort, og som benytter et zonesystem som er nemt at forstå. Som en tidligere Prag borger og i mange år en flittig besøgende i Prag, har jeg desuden aldrig oplevet en “nedfaldet køreledning”, sådan som jeg ofte oplever det, når jeg en sjælden gang benytter de københavnske S-tog.

Hvad sker der i Danmark? Jeg vil have det gamle Danmark tilbage. 

For at afslutte bare lidt positivt, lykkedes det mig senere at finde frem til pakkeservice DAO, som blev brugt til at udsendelse af efterfølgende bøger. Disse kostede 40 kr./stk og var fremme 2 dage senere og over hele landet.

P.S. Har du endnu ikke anskaffet dig “På den anden side af jerntæppet” kan bogen købes hos alle internet-boghandlere og direkte hos Mr.East. Læs også en anmeldelse af bogen i Weekendavisen.

Kommentarer