En status: Polen efter regeringsomdannelsen,

Foto: Olek Remesz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Her i januar blev der gennemført en større regeringsrokade i Polen, og at dømme efter de første meningsmålinger, har det styrket det regerende Lov og Retfærdighedsparti.

Rokaden, hvilke ministre der skulle genvælges, hvilke afskediges blev afgjort efter forhandlinger mellem den nyudnævnte ministerpræsident Mateusz Morawiecki, præsident Andrzej Duda og partiformand Jaroslaw Kaczynski.

Som Leszek Baj og Wojciech Szacki skriver i ”Polityka” har rokaden ført til en demobilisering af de vælgere, der støtter oppositionen. Det skyldes, at de mest belastede ministre i den gamle regering, frem for alt miljøminister Jan Szyszko, udenrigsminister Witold Waszczykowski, sundhedsminister Konstanta Radziwiella og forsvarsminister Antoni Macierewicz er afskediget.

Yngre mere moderate fageksperter, mange med nære forbindelser til premierminister Mateusz Morawiecki er kommet til. Morawiecki afløste før jul Beata Szydlo på posten som ministerpræsident. En del tvivlere blandt de centrumsøgende vælgere vil formentlig lettere støtte regeringens politik. Regeringsrokaden har også betydet en mærkbar svækkelse af de nationalkonservative kræfter omkring Tadeusz Rydzyk og ”Gazeta Polska”. Mest overraskende var nok afskedigelsen af forsvarsminister Antoni Macierewicz, som mange betragtede som nærmest urørlig.

Den ny regering agter tydeligt at søge frem til et kompromis med Bruxelles og derved undgå sanktioner. Det vil formentlig, som er sket i Ungarn, ske gennem at justere i de vedtagne retsreformer og vise større imødekommenhed i andre vigtige emner på EU’s dagsorden, fx energipolitikken.

Den ny regering har også trukket kravet om bødestraf over for en TV-station tilbage. Bøden var foreslået af medietilsynet (KRRiT), der mente at stationen havde dækket oppositionens aktioner i parlamentet i december 2016 for positivt og på en provokerende måde.

I sagen med EU om ulovlig skovfældning (”Puszcza Bialowiecka”-sagen) har regeringen bøjet sig for EU-dommen. Indgrebene på medieområdet (”dekoncentration”) ser ud til at blive en del mildere end først planlagt. Med andre ord, Lov og Retfærdighedspartiet spænder bredt, der er blevet bedre plads til centrumsøgende politikere.

Partiet spænder bredt, vi finder stadig en fløj der flirter med de yderliggående nationalister. Blandt ministrene har vi stadig folk (Blaszczak, Brudzinski, Ziobro og Kaminski), som vil kunne volde den nye midtersøgende ministerpræsident problemer, men fraktionen omkring Morawiecki er styrket, også fraktionen ”Porozumenie” (”Forståelse”) omkring Jaroslaw Gowin.

”Solidarna Polska” omkring justitsminister Zbigniew Ziobro, som står for en hård linje og aktivt har deltaget i lovgivningen på retsområdet, er derimod svækket, men ikke uden indflydelse. Regeringen i Polen består af tre højrepartier samlet i ”Forenet Højre”, det drejer sig om ”Porozumenie”, Solidarna Polska” og Jaroslaw Kaczynskis Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), det klart største parti.

Share This